Mellem himmel og jord

Anne-Marie spåede på Bornholm

7. september 2016 Karin Heurlin
Hvor meget kan man nå på fem minutter? Anne-Marie Østersø kunne faktisk nå at give en hel del svar og råd, da hun i går besøgte Bornholm, hvor hun gav fem minutters clairvoyancer til de fremmødte i William Dams Boghandel

Hvad skal jeg stille op med en veninde, som tager mig for givet?

Hvornår får jeg et nyt job?

Hvordan ser min boligsituation ud i fremtiden?

Og møder jeg snart kærligheden?

Spørgsmål til Anne-Marie

Kvinder i alle aldre kom i går med spørgsmål og dilemmaer på læberne, da de kunne møde Anne-Marie Østersø i William Dams Boghandel i Rønne.

I anledning af hendes bog ”Clairvoyanten” gav hun fem minutters personlig clairvoyance til de fremmødte, som inden havde bestilt tid. Fem minutter lyder måske ikke af meget, men Anne-Marie nåede alligevel at give nogle svar, som tydeligvis gjorde en forskel.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

- Jeg er helt høj over det, hun sagde. Nu skal jeg lige hjem og lade det hele falde på plads, som en af de fremmødte sagde efter mødet med Anne-Marie.

Ruskede op i en ung kvinde

Mange fik Anne-Maries kontante svar på de spørgsmål, som de var kommet med. Andre gik derfra med sandheder, som de ikke lige havde set komme. Når Anne-Marie får noget ned fra den anden side, så lægger hun ikke fingre imellem.

- Der var en ung kvinde, som jeg ruskede meget op i. Jeg var måske lidt hård ved hende, men hun havde brug for det, hvis hun skulle have et godt liv, siger Anne-Marie.

Kunne se, at jeg er eneboer

67-årige Ketty Petersen (billedet oven over) havde i går to meget konkrete spørgsmål, som hun ville stille Anne-Marie. Det ene handlede om hendes forhold til en veninde. Det andet handlede om, hvor hun skal bo om et år, hvor hun skal være ude af sit hus.

- Anne-Marie gav mig nogle meget konkrete svar. Hun sagde, at jeg vil få tilbudt et lille hus med have i april eller maj måned, sagde en glad Ketty efterfølgende.

- Jeg fik meget ud af det. Hun kunne sige nogle ting om mit liv, som var meget rammende. For eksempel kunne hun se, at jeg var eneboer, og det er jeg virkelig. Siden min mand gik fra mig for tre et halvt år siden, skal mænd holde sig væk. Jeg er ikke bitter, men der er ingen mand, der skal for tæt på.

Skulle bruge mine egne clairvoaynte evner

39-årige Heidi Smidemann (billedet oven over) blev under sit møde med Anne-Marie bekræftet i noget, som hun godt vidste inderst inde.

- Hun sagde, at det ville være godt for mig at bruge mine egne clairvoyante evner, og jeg måske skal starte med at studere tarotkort. Jeg vidste godt, at jeg har de evner, men på et tidspunkt valgte jeg at lukke af for det, fordi jeg ikke havde overskud til at rumme det. Men det har jeg nu, og jeg må nok hellere høre efter, hvad Anne-Marie siger, smilede hun.

Gav Anne-Marie hjælp mod hedeture

Også Isabella Kristensen (billedet oven over) på 56 år følte, hun fik hjælp af Anne-Marie. Men hun følte også, at hun kunne hjælpe Anne-Marie tilbage.

- Lige da jeg kom ind til Anne-Marie, fik hun en hedetur. Jeg kunne se, det piblede fra hende, og hun sagde det også selv. Men der var nok en mening med, at hun lige skulle få det, når jeg kom ind. Jeg har nemlig også selv haft hedeture og ved derfor, hvad man kan gøre for at forhindre det, siger Isabella, som gav Anne-Marie sin opskrift mod hedeture:

- Man skal tage mælkesyrebakterier. Det gælder om, at tarmfloraen skal være i balance.

Selv fik Isabella flere gode råd af Anne-Marie.

- Jeg har aldrig fået den familie, som jeg så gerne ville have, og derfor har jeg altid været et søgende menneske. Jeg har tænkt: Hvad er der så til mig rundt om hjørnet? Det har jeg brugt mange år på, hvor jeg har suget til mig og været til mange forskellige alternative behandlere. Jeg har lært meget gennem livet. Anne-Marie sagde til mig, at jeg nu skal give den viden videre til andre.

Varme på Bornholm

Anne-Marie tilbragte i alt tilbragte to dage på Bornholm, hvor hun blev taget varmt imod både af den bragende september sol og af bornholmerne, som mødte talstærkt op, da hun mandag aften holdt foredrag i William Dams Boghandel efter lukketid.

Omkring 70 mennesker valgte at lytte på Anne-Maries mange utrolige og tankevækkende historier i stedet for at vælge aftenssolen hjemme på terrassen, og stemningen var også så behagelig i den store bornholmske boghandel, at folk ikke holdt sig generte tilbage, da der kunne stilles spørgsmål i sidste halvdel. Der var mange hænder i vejret med opfølgende spørgsmål.

Ude og Hjemme mødte læserne

Ude og Hjemme bringer hver uge Anne-Maries populære brevkasse, og der var derfor et Ude og Hjemme-hold med på øen, som sørgede for blade og lækre indkøbsposer til de mange fremmødte:

Anne-Marie Østersø på Bornholm

Sponsoreret indhold