Mellem himmel og jord

Anne-Maries store sorg: Venskabet blev alt for kort

9. februar 2016 af Fortalt til Karin Heurlin. Foto: Jacob Ljørring, Morten Mejnecke og privat
Clairvoyanten del 13. Anne-Marie glemmer aldrig det sidste håndtryk, da hun sagde farvel til sin smukke veninde. Venskabet blev desværre alt for kort, men de nåede at sætte dybe spor i hinandens liv. I dag drikker Anne-Marie stadig kaffe med sin veninde, selv om hun ikke er der mere.

Rigtig mange har brug for at sløre sig. Altså at gemme sig fra virkeligheden. Man kan sløre sig med mange stimulanser som for eksempel alkohol, stoffer, mad, arbejde, sex eller noget helt andet. Jeg er ikke bedre end andre. I årevis har jeg også haft brug for at sløre mig. Mit slør har været sukker.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Jeg har haft en kæmpe trang til slik, og det har betydet, at jeg har kæmpet hårdt mod vægten. Ikke at jeg har været voldsomt overvægtig, men i det meste af mit liv har jeg ønsket at tabe mig.

Min vægt har svinget meget. For det meste er den helt naturligt gået ned, når jeg har haft det godt og været på rette vej. Da jeg startede som clairvoyant, tabte jeg mig derfor en del.

Men min lyst til sukker har jeg aldrig kunnet slippe.

LÆS OGSÅ: Rebekka og Kamilla blev veninder i en sorggruppe

Når det handler om slør, er det store spørgsmål: Hvad er det, man slører sig for?

Hvis man vidste det, ville der nok ikke være så mange alkoholikere og overvægtige.

Anne Vallentin var fitness­ekspert på TV3, og hun hjalp Anne-Marie til at få en sundere livsstil.

Jeg ville ønske, jeg kunne smide mit slør, men det er lidt af en opgave. Det ligger i vores kultur at sløre os for hinanden. De fleste kunne ikke finde på at invitere gæster uden at stille vin og alt for meget mad på bordet. Får man uventede gæster, er det første spørgsmål som regel: ”Vil I have kaffe?”, hvorefter man skynder sig at fylde skåle med lækkerier. Det er svært for os at være sammen med andre mennesker uden at servere mad og drikke. Vi har brug for et slør. Det kan faktisk føles grænseoverskridende at sidde over for mennesker helt rene. Altså uden en kop kaffe, en øl eller noget helt tredje.

Når jeg spår, er jeg ren. Jeg har kun et glas vand foran mig, og for det meste har jeg ikke spist inden. Slet ikke sukker. Har jeg først sløret mig, bremser det mit arbejde. Det er også derfor, at jeg slet ikke kan spå, hvis jeg bare har drukket så meget som et glas rødvin til en middag. Det kan godt være, jeg siger til kvinden ved siden af mig: Du skal have trillinger. Men det passer altså ikke.

Jeg har i årevis forsøgt at smide mit slør, fordi min vægt har generet mig. Det har ikke været let. Særligt, når jeg er kommet hjem fra arbejde, har trangen til en pose vingummi været ustyrlig. Det skyldes uden tvivl, at jeg tager rigtig meget ind, når jeg spår folk. Jeg har brug for et slør for at rumme det.

LÆS OGSÅ: Holbæk Modellen: Mickey og mor taber sig sammen

Et vigtigt tegn

Jeg tror ikke, det er tilfældigt, hvem der krydser vores vej. Da jeg på et tidspunkt var meget ked af min vægt, stødte jeg på en kvinde, som på flere måder kom til at spille en kæmpe rolle i mit liv. Det var smukke Anne Vallentin. På det tidspunkt var hun et kendt ansigt, fordi hun var fitnessekspert på TV3, hvor hun gav seerne gode råd om vægttab.

I første omgang kom hun til mig for at blive spået, senere mødtes vi til en middag hos fælles bekendte, og hurtigt mærkede vi begge, at vi bare ”klikkede.” Når vi talte sammen, var det let og ukompliceret, vi forstod hinanden, og vi havde begge noget at lære hinanden.

Anne ville gerne hjælpe mig med at komme i form og ned i vægt, og det var præcis, hvad jeg havde brug for.

Det lyder lidt mærkeligt. Men Anne lærte mig at gå. I bogstaveligste forstand. Jeg kunne selvfølgelig godt gå i forvejen, men hun lærte mig glæden ved at gå. En glæde, som jeg stadig har. Det er det bedste, jeg ved, og jeg går hver dag. Enten alene, med Kent eller med en af mine gå-veninder. Ofte tager mine gåture trangen til en pose vingummi. Man klarer hjernen, når man går, og når man kommer hjem, har man ikke samme brug for et slør.

Ofte gik Anne og jeg sammen. Hun var en veltrænet og flot kvinde på 44 år, som gik til, og vi havde nogle dejlige snakke om alt og intet, når vi gik.

En dag stoppede Anne midt på vejen og udbrød: – Hvor er det et faldefærdigt hus.

Anne-Marie lærte glæden ved at gå af sin veninde. I dag er gåturene Anne-Maries helle i hverdagen. Hendes veninde lærte hende også at håndtere døden.

Jeg kiggede op, og jeg kunne godt se, hvad hun mente. Det var et hus, som godt kunne trænge til en kærlig hånd. Men selv havde jeg ikke lagt mærke til det.

I dag ved jeg, hvorfor Annes øjne lige faldt på det hus, og hvorfor det virkede så ødelagt på hende. Det er min klare overbevisning, at vi hele tiden møder tegn på vores vej. Det, vi selv lægger mærke til, har en betydning. Der var en grund til, at Annes øjne faldt på noget nedbrudt og ødelagt.

Den dag bemærkede jeg det ikke. Der var meget, jeg ikke så. En iskold vinterdag gik jeg en tur alene. Ved stranden på Amager stoppede jeg. Jeg havde fået øje på nogle dykkere, og det slog mig, at det måtte være koldt.

Selv er jeg overbevidst om at dykkerne var et tegn til mig. Jeg skulle selv dykke dybere ned. Der var noget, jeg ikke så.

Vi kan leve længe i blinde. Jeg gjorde det i et stykke tid, hvor jeg ikke så, hvad der var ved at ske. Det var i samme periode, hvor jeg prøvede at være lidt mere afslappet omkring farven lilla. Jeg havde længe gået uden om lilla, fordi jeg følte farven symboliserede sorg. Nu måtte det være slut, og en dag overtalte jeg mig selv til at købe en lilla cowboyjakke. Den var smart og klædte mig godt, og jeg var rigtig glad for mit køb, da jeg kom hjem. Men jeg nåede ikke at lægge posen fra mig, før jeg så min telefonsvarer blinke.

Beskeden slog benene væk under mig. Det var Anne, der havde ringet. Hun havde fået uhelbredelig kræft.

LÆS OGSÅ: Søs var lige blevet fyret: Min mand tog sit liv

Det er mærkeligt med venskaber. Nogle er lange, men når aldrig at blive dybe. Andre venskaber bliver knyttet tæt på et øjeblik. Jeg havde ikke kendt Anne længe, før hun blev syg. Men under hendes sygdom kom vi utrolig tæt på hinanden. Sammen med hendes anden gode veninde, Maria Hirse, sad jeg hos hende næsten dagligt på hospitalet. Vi kunne snakke om alt. Eneste regel var: Ingen tårer.

Det krav var nu ikke altid let at overholde, og en gang imellem måtte Maria og jeg forlade stuen et øjeblik.

Anne var lige så sej i sin sygeseng, som hun var i et træningscenter. Hun vidste, døden ville komme, men som hun sagde: – Vi kan jo godt drikke kaffe sammen, selv om jeg er død.

Der var desværre ingen tvivl om, at vi snart skulle drikke kaffe med Anne i himlen. Hun var meget syg, og jeg er slet ikke i tvivl om, hvorfor hun den dag under vores gåtur lagde mærke til det faldefærdige hus. Hendes egen krop var selv i ruiner.

Det sidste klem

Jeg kom til at holde utrolig meget af Anne, og da hendes mor en aften ringede og bad mig komme for at tage afsked, var det en af de værste køreture i mit liv.

Anne lå lillebitte i sin seng, da jeg kom ind. Hun gav min hånd et klem, inden vi sagde farvel. Det var meget surrealistisk.

Anne var 44 år, da hun døde. Det var Anne, der lærte mig at gå. Det var også hende, der lærte mig at håndtere døden. Da min far døde, havde jeg meget svært ved det. Jeg stod som forstenet i døråbningen og turde slet ikke nærme mig, da han lå død i sin hospitalsseng med påskeliljer på brystet.

Med Anne havde jeg fået modet, og da hun lå i kapellet med sit eget tøj på, gik jeg ind og rørte forsigtigt ved hende. Det var en gave.

Samtidig var det utrolig svært at miste Anne. Vi var kommet så tæt på hinanden. Men mit liv fortsatte selvfølgelig.

På det tidspunkt var min datter Julie 8 år. Hun var vidne til min sorg, men samtidig var hun for lille til at forstå døden. Dagen efter Annes død sendte jeg hende ud at gå med vores lille hund. Den trængte til luft og motion. Og jeg trængte til ro.

Da Julie kom tilbage, kunne jeg se med det samme, at hun havde noget på hjertet. Hun havde oplevet noget, som hun næsten ikke kunne vente med at dele.

– Jeg har set Anne, sagde hun stakåndet.

– Hmm, sagde jeg og begrundede hendes påstand med barnlig forvirring.

8-årige Julie så noget overvældende en dag, hun var ude at gå med hunden.

Men Julie var stålfast. Hun vidste, hvad hun havde set. Da jeg satte mig ned og lyttede på hendes forklaring, blev jeg også overbevidst om, hvad min datter havde været vidne til.

Hun havde set Anne gå over en bakke. Hun var klædt i et langt hvidt klæde, og hendes hænder lå over kors på brystet. På et tidspunkt havde hun løftet den ene hånd og vinket til Julie.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var Anne, som Julie så den dag, og jeg takker Anne for, at hun gav min datter den gave. Jeg ville ønske, hun havde gjort det for mig også.

Sorg tager tid

Men jeg så aldrig Anne igen. Ikke på den måde i hvert fald.

En nat vågnede jeg ved, at det var et blåt lys foran mig. En slags blå aura. Så forsvandt det igen. Jeg er ret sikker på, det var Anne, for kort efter drømte jeg, at hun fortalte mig om døden. Det havde vi faktisk tit joket med på hospitalsstuen.

– Når du nu er død, kan du så ikke lige komme og fortælle os andre, hvad der sker?

Når man venter på døden, får man en helt særlig humor.

LÆS OGSÅ: Tv-lægens brevkasse: Mine børn siger jeg lyver

Da Anne kom til mig i drømmen, fortalte hun mig, at der findes tre dimensioner. Vi er levende i den første. Nu var hun i den anden, men hun var på vej ind i den tredje. Mere fik jeg ikke uddybet, og jeg ved selvfølgelig ikke, om det var Anne eller bare en drøm. Hvad der præcis sker efter døden, må jeg nok vente med at få afklaret – forhåbentligt om mange år endnu.

Jeg er nu ret sikker på, Anne har holdt øje med mig. Det var svært at komme over hendes død. Inderst inde gjorde tabet utrolig ondt, men udadtil prøvede jeg på at leve videre som før. Vi havde jo ikke haft et langt venskab, og jeg overbeviste mig selv om, at der var grænser for, hvor meget jeg kunne sørge, så jeg fyldte min hverdag op for at have så travlt som muligt. Jo mere man skynder sig, des mindre mærker man.

Det er selvfølgelig ikke sådan, man kommer over en sorg. Men er nødt til at give sig tid til at være ked af det.

I dag taler Anne-Marie stadig med sin veninde, selv om hun ikke er her mere.

To måneder efter Annes død havde vi gæster. Da aftenen var omme, og de skulle gå, ville jeg følge dem ud for at vinke. Midt i et vink faldt jeg pludselig og landede helt utrolig uheldigt. Så uheldigt, at jeg brækkede min fod tre stedet og fik 15 skruer og en plade opereret ind i foden. Faldet efterlod mig syv procent invalid, og igen skulle jeg lære at gå.

For mig er der ingen tvivl om, at det var Anne, der gav mig det skub i gangen. Nu skulle jeg lære at gå igen, og imens kunne jeg ikke løbe fra min sorg. Jeg skulle halte rundt og mærke smerten.

Anne nåede at give mig utrolig meget, og jeg drikker stadig kaffe med hende og får mig en sludder. Efter hendes død efterlod hun mig også et venskab med hendes veninde Maria Hirse. Vi havde siddet sammen i timevis på hospitalet, og nu skulle det vise sig, at vi ville få helt nye udfordringer sammen. Udfordringer, som flere gange skræmte livet af os.

Læs 14. del af Anne-Marie Østersøs fascinerende livshistorie i Ude og Hjemme nr. 6, som er på gaden onsdag den 10. februar.

Du kan følge med i serien i Ude og Hjemme hver uge eller købe hele historien samlet i bogen Clairvoyanten, hvor Anne-Marie desuden vil hjælpe dig med at udvikle dine egne clairvoyante evner.

Sponsoreret indhold