Brev til Anne-Marie Østersø: Aldersforskellen er for stor

Hej Anne-Marie
Jeg er gift med en mand, som er mange år ældre end mig. Han er 68, og jeg er 44 år. Vi har kendt hinanden i 10 år, og de første fem år gik det meget godt, men nu synes jeg, vi er vokset fra hinanden. Han elsker mig højt, og han ville hente månen ned til mig, hvis jeg bad ham om det.
Da jeg mødte ham, sagde han, at jeg var alt for ung til ham. Jeg mente, at det var noget sludder. Jeg havde fået børn og var meget forelsket i ham. Vi arbejdede samme sted, men han er nu gået på pension, og jeg arbejder et andet sted.
Vi har ikke længere sex, og selv om vi prøver indimellem, bliver det ikke til mere. Vi har talt om at gå til lægen. Men jeg tænder ikke på ham, og det kan han mærke. Jeg er ked af det, da jeg virkelig holder af ham, men forelskelsen er væk, og jeg ser ham mere som en faderfigur end som min mand. Jeg fornemmer, at han kan mærke det på mig, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre.
Nu er der også sket det, at jeg har mødt en anden mand, og jeg er blevet forelsket i ham, tror jeg. Han er en del år yngre end mig, så det er fra den ene yderlighed til den anden. Han er 34 år. Han har ingen børn, så der har jeg selvfølgelig forbehold.
Han har set mig gå ved vandet med min mand, og han spurgte efterfølgende, om det var min far, jeg gik sammen med. Jeg løj og sagde ja, for han ved ikke, at jeg er gift. Åh Anne-Marie, det hele er noget rod. Kan du hjælpe mig?
Mange hilsner fra Den forvirrede
LÆS MERE: Kærlighed med 28 års aldersforskel
Kære Forvirrede
Kærligheden har jo i princippet ingen alder, men stor aldersforskel kan alligevel give problemer. Jeg vil anbefale dig at tage en snak med din mand. Du kan begynde med at sige, at han tidligere mente, at du var for ung til ham, og at det desværre er sådan, du føler nu.Jeg er sikker på, at han bliver ked af det, men han har stor livserfaring, og selv om det gør ondt på ham, vil han forstå dig. Det var en risiko han tog, da han involverede sig i dig.
Den anden mand skal du glemme. Du er ikke forelsket, men ser ham som en mulighed for at komme ud af ægteskabet. Koncentrer dig i stedet om at være voksen nok til at sige ordentligt farvel til en mand, som du har haft mange gode år med. Jeg føler, I kan bevare et venskab, som vil være guld værd for jer begge. Du har behov for at være dig selv, så vil der måske engang i fremtiden dukke en ny mand op.
Kærlig hilsen Anne-Marie