Brev til Anne-Marie Østersø: Hun sladrer om os

Kære Anne-Marie
Jeg har en kvinde i min omgangskreds, som er en rigtig sladdertaske. Det er irriterende, og desværre påvirker det mit forhold til min søster, som også kender hende.
Sladdertasken har altid travlt med at sige noget om min søster. Det handler som regel om et eller andet, min søster har sagt eller gjort – eller noget hun siger om mig. Jeg er ved at være godt træt af det.
Hvorfor har nogen behov for at sladre?
Skal jeg konfrontere sladdertasken med det, eller går det over af sig?
Kan du fortælle, hvorfor nogle mennesker som har behov for at sladre om andre?
Kærlig hilsen Lene
LÆS OGSÅ: Sådan ser du tegn på selvmobning
Hun har dårligt selvværd
Kære Lene
Lad mig tage dit sidste spørgsmål først: Efter min mening er det tegn på et dårligt selvværd, når man har behov for at sladre. Den, der sladrer, hæver sig over andre ved at komme med historier.
Jeg vil dog tilstå. at jeg ikke helt kan sige mig fri for at have sladret om andre. Det kan du formentlig heller ikke, for jeg tror, at vi alle sladrer indimellem. Det er først, når det rammer os selv, at bliver vi mere bevidste om, hvor dårlig en egenskab det er.
Hvis kvinden fortsætter med at sladre, synes jeg, at du skal konfrontere hende. Det er dog ikke sikkert, hun holder op. Jeg får en del breve om emnet, og det er virkelig trist. Måske skal vi alle tænke os mere om og holde op med at lytte til sladder.
Kærlig hilsen Anne-Marie