Brev til Anne-Marie Østersø: Jeg er forelsket i min kollega

Kære Anne-Marie
Jeg håber, du kan hjælpe mig i den rigtige retning. Det forholder sig sådan, at jeg i et par år har flirtet med en kollega. Det er, som om følelserne for ham bliver stærkere og stærkere, og nu er det endt i en forelskelse.
Jeg er gift og har kendt min mand i 12 år. Vores forhold kører op og ned, og jeg har overvejet at gå fra ham et par gange, men vi har hver gang fundet hinanden igen. Nu er jeg kommet i tvivl om mine følelser for ham. Men hvis jeg skal gå fra min mand, skal det ikke være, fordi jeg er forelsket i en anden, men fordi vi er vokset fra hinanden. Jeg tænker også på vores børn. Vil de kunne klare et brud? Jeg er bekymret for økonomien, for vi har et stort hus med en del gæld.
Venlig hilsen
Tyren
Kære Tyr
Jeg tror, at du har rodet dig ud i noget, du ikke kan overskue. Som jeg ser det, har du slet ikke det rette arbejde, du er derfor begyndt at kede dig, og så er der opstået en flirt på jobbet. Det har gjort det mere spændende at gå på arbejde, men det betyder samtidig, at du ikke har set klart, at du er det forkerte sted.
Det kan være, at du ikke umiddelbart kan se, hvad det har med forelskelsen at gøre, men vores arbejds- og kærlighedsliv hænger sammen. Jeg vil råde dig til at fokusere på din mand, og samtidig bør du søge et andet job, som giver dig flere udfordringer. Du har lige nu gode kort på hånden i forhold til at finde et nyt arbejde.
Kærlig hilsen Anne-Marie