Brev til Anne-Marie Østersø: Jeg får hilsner fra min afdøde mor

Kære Anne-Marie.
Jeg har læst din bog, og nu vil jeg gerne dele en historie med dig. Jeg mistede min mor ved juletid for et år siden. Før troede jeg ikke på, at der var mere mellem himmel og jord, men allerede dagen efter min mors død drømte jeg, at jeg fremover ville være mere åben for det overnaturlige, så jeg kunne have kontakt med hende. Jeg syntes, det var en underlig drøm og regnede med, at den skyldtes min sorg.
Men efter omkring tre måneder begyndte tegnene at komme. En dag, hvor jeg sad i stuen og tænkte på min mor, hørte jeg et brag fra et andet værelse. Jeg gik derind og så, at et billede af min mor var faldet ned. To dage efter sad jeg og sorterede nogle billeder af mine børn, og pludselig røg et billede af min mor på gulvet. Jeg forstår ikke, hvordan det er havnet blandt børnebillederne.
Fødselsdagskort fra mor
Til min fødselsdag en måned senere fik jeg en masse fødselsdagskort. Jeg lagde dem på et lille skab og tænkte, at jeg ville lægge dem på plads senere. Da gæsterne var gået, fandt jeg kortene frem for at læse dem. Da jeg tog fat i bunken, faldt et kort ud, og til min overraskelse var det fra min mor. Jeg var mundlam. Hvordan kunne det havne i den bunke? Jeg forstår det stadig ikke, men er holdt op med at forsøge. I stedet er jeg taknemlig over min mors hilsen. Nu taler jeg dagligt med hende og får mange tegn. Andre vil mene, at jeg er tosset, men jeg er sikker på, at der er mere mellem himmel og jord.
Kærlig hilsen fra Tyren
Kære Tyr.
Først vil jeg sige, at det gør mig ondt, at du har mistet din mor. Dernæst skal du have tusinde tak for at dele din historie. Jeg hører gerne om lignende oplevelser. Ja, selvfølgelig er der mere mellem himmel og jord, og hvor er det dejligt, at din mor sendte en fødselsdagshilsen til dig. Stort kram i din retning!
Kærlig hilsen Anne-Marie