Brev til Anne-Marie Østersø: Jeg vil ikke have hans familie boende

Kære Anne-Marie
Jeg er i et dilemma, som jeg håber, du kan hjælpe mig med. Min mand har spurgt, om det er i orden, at hans bror og svigerinde flytter ind hos os i et halvt år, mens de får bygget deres nye hus. Vi er en familie på tre og bor på 90 kvadratmeter, og derfor synes jeg ikke, at vi har plads til to mere. Planen er, at gæsterne skal have vores datters værelse, og så må hun sove i stuen.
Jeg vil helst ikke være sur og sige nej, men jeg har svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre. Jeg ved godt, at man siger, at hvor der er hjerterum, er der husrum, men jeg bliver stresset bare ved tanken.
Samtidig er jeg ikke begejstret for min mands bror og svigerinde. De går kun op i dyre biler, og nu skal de have et dyrt hus. Jeg spurgte min mand, om de skulle betale for deres mad. Men det mener han ikke. Vi er altså helt uenige, og jeg er bange for, at vores forhold bliver sat på prøve, hvis de flytter ind.
Jeg overvejer at flytte ud. Kan jeg være det bekendt over for min mand. Det er jo hans bror. Hvad tænker du?
Mange hilsner fra
Stenbukken
LÆS OGSÅ: Brev til Anne-Marie Østersø: Uvenner med svigerdatter
Kære Stenbuk
Hvis det drejede sig om en weekend eller 14 dage, havde jeg nok inviteret dem indenfor. Men et halvt år er lang tid, og jeg ville også overveje andre muligheder. Jeg mener bestemt godt, at du kan sige fra. Du kan i stedet foreslå, at de lejer et sommerhus.
Der er jo ikke tale om, at du siger nej til en hjemløs. De er ved at få bygget et stort fint hus, så mon ikke de har råd til at leje et sommerhus. Det vil jeg bestemt mene.
Sig til din mand, at de må finde en anden løsning. Du kan eventuelt hjælpe med at finde et sommerhus. Du skal ikke føle, at du er sur. Jeg havde gjort det samme.