Brev til Anne-Marie Østersø: Utroskaben har gjort mig jaloux

Kære Anne-Marie
For et års tid siden forlod min mand mig, fordi han havde fundet en anden. Nu er han vendt hjem igen, og det er på mange måder rart. Desværre er jeg blevet meget jaloux. Jeg stoler ikke på ham, selv om han hver dag fortæller, at han elsker mig, og at hans affære var en fejltagelse. Han var dog sammen med den anden i et halvt år, så helt forkert kan det vel ikke have været!
Er det dumt, at jeg har taget ham tilbage, og vil han forlade mig igen? Jeg synes også, at det er svært at finde hinanden igen.
Jeg vil også gerne fortælle en historie om min mormors død. Jeg var 14 år og vågnede om natten ved, at hun stod ved fodenden af min seng. Hun fortalte, at jeg ikke skulle være bange for døden, og at vi ville ses igen. Det har jeg aldrig glemt, og jeg har aldrig været bange for at dø. Næste morgen fik jeg af vide, at hun var død.
Jeg ville blot dele historien med dig.
Kærlig hilsen
Vandmanden
LÆS OGSÅ: Utroskaben ødelagde mit liv
Kære Vandmand
Først vil jeg sige tak for din historie. Ja, der er mere mellem himmel og jord, og det er dejligt, at din mormor sagde farvel til dig.
Med hensyn til din mand har du et valg, for du kan enten tilgive ham eller gå fra ham. Det lyder enkelt, og det er det ikke, men du er nødt til at gøre op med dig selv, hvad du vil.
Som jeg ser det, har din mand fortrudt, at han forlod dig, og når han siger, at han elsker dig, mener han det. Om han bliver hos dig resten af livet, er der ingen garanti for. Det kan også være dig, der går. Men her og nu skal du fokusere på, om du elsker ham og kan tilgive ham. Hvis du kan det, er jeg sikker på, at I får et lykkeligt forhold.
Kærlig hilsen
Anne-Marie