Brev til Anne-Marie Østersø: Vennernes søn er uopdragen

Kære Anne-Marie
Vi er et par, som har to vennepar, som har kendt siden ungdommen. Vi elsker at være sammen, men med tiden har vi fået et problem. Vi har alle fået børn, og det er jo dejligt. Men det ene vennepar har en søn, som driver os alle til vanvid. Han skaber hele tiden splid i forhold til de andre børn, og han ødelægger mange ting. Sidst ødelagde han en vase til 2.000 kroner, og selv om de siger, de gerne vil erstatte den, kan jeg ikke lide at bede om pengene.
Forældrene sætter ikke grænser
Han er 7 år og virkelig en mundfuld, og han er noget så uopdragen.
Vi har talt med det andet vennepar, og de mener også, at deres søn nærmest er med til at ødelægge vores ellers så gode forhold, fordi vi ikke magter ham. Men hvad skal vi gøre? Vi skal jo være her alle sammen, men det ikke er så hyggeligt mere, når vi hele tiden skal være på vagt. Forældrene sætter slet ikke grænser for ham, og vi andre kan ikke lide at blande os.
Skal vi fremover aftale kun at ses uden børn? Vi håber dog, at han med tiden falder mere til ro, men her og nu er det ikke så hyggeligt. Jeg håber, du har et godt råd?
Mange hilsner fra Bettina
LÆS OGSÅ: Hans børn er ulidelige
Find en fælles løsning
Kære Bettina
Det er altid en mundfuld, når andres børn ikke opfører sig ordentligt. Der er jo en årsag, og som du nævner, sætter hans forældre ingen grænser. Men det er omtåleligt at blande sig i andres opdragelse, for der er en risiko for, at de trækker sig helt fra jer.
Dog vil jeg sige, at hvis det var mig personligt, ville jeg nok ikke kunne tie stille. Jeg ville sige fra, hvis børn, der var gæster i mit hjem, ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.
Jeg vil råde jer til at være ærlig over for jeres venner og fortælle, hvordan I oplever jeres sammenkomster. Tal med dem om, at I har grænser i jeres hjem, og dem skal alle overholde. Jeg fornemmer, at de tager det pænt, hvis I får forklaret jer på en ordentlig måde. Forhåbentlig kan I sammen finde en løsning og bevare venskabet samt få den hyggelige stemning tilbage.
Kærlig hilsen Anne-Marie