Mellem himmel og jord

Fristet af venindens hjemmebag

22. oktober Af Anne-Marie Østersø
Foto: Colourbox
Susan vil gerne tabe sig, men hendes veninde bliver ved med at friste hende med kager. Hvordan får hun veninden til at respektere hendes "nej tak"?
To midaldrende veninder drikker kaffe og spiser kage.

Kære Anne-Marie

Jeg har et dilemma, der måske er lidt mærkeligt. Jeg prøver desperat at tabe mig, men samtidig har jeg en veninde, som tit kommer forbi til en kop kaffe. Hun har altid noget sødt med, og jeg bliver fristet og spiser det. I begyndelsen kunne jeg ikke lide at sige nej tak, men så fik jeg taget mig sammen og sagde til hende, at jeg var på kur og derfor ikke spiste kage.

Næste gang havde hun hjemmebagt kage med. Hun sagde, at hun godt vidste, jeg var på kur, men ”lidt kage skal man jo have”. Igen faldt jeg i, og det irriterede mig, at jeg ikke kunne lade kagen stå.

Hvad skal jeg gøre, så hun forstår, at jeg ikke vil have kage mere?

- Hilsen Susan

Kære Susan

Jeg forstår godt, det er svært, når der står en lækker kage foran dig, men det er ikke din venindes problem, at du skal tabe dig. Uanset, om hun tager kage eller ej, er det dit eget ansvar at sige fra over for fristelser.

Jeg er enig i, at din veninde burde have mere respekt for dig, når du på forhånd siger nej tak. Men det er dig, der må holde fast.

Du kan måske selv købe et par sunde alternativer, som du stiller frem på bordet? Gør du det, er jeg sikker på, din veninde forstår budskabet og holder op med at komme med kage.

- Kærlig hilsen Anne-Marie

Anne-Marie Østersø

Skriv til Anne-Marie

Har du brug for gode råd om kærlighed, job, familie og økonomi, kan du skrive til clairvoyant Anne-Marie Østersø på mail: [email protected]

Ønsker du at blive ringet op af Anne-Marie, skal du oplyse dit telefonnummer. Der ringes til de udvalgte hver mandag kl. 15-17 og onsdag kl. 9-11.

På grund af mange henvendelser er det desværre ikke muligt at svare alle via brevkassen eller telefonisk.

Sponsoreret indhold