Veninderne forstår ikke min sorg

Fisken mistede sin mand for knap et år siden. Han blev kun 39 år, og fisken er nu alene med deres søn, som også sørger. Fisken synes, det er svært. Venner og familie siger til hende, at hun må se at komme videre, men det gør stadig ondt, når hun tænker på sin mand.

Jeg forstår godt, det er hårdt. Vi taler om, at veninderne ikke forsøger at opmuntre hende i nogen ond mening. De ved simpelthen ikke bedre. Fisken vil vide, hvordan hun får forklaret, at hun stadig sørger og ikke har lyst til fest og ballade. Hun vil have lov til at komme videre på sin egen måde.

Jeg foreslår, at hun skriver en fælles sms til veninderne, hvor hun forklarer, at hun godt ved, de ønsker det bedste for hende, men at hun endnu ikke er klar til at gå i byen. Hun kan også nævne, hvad hun har brug for, de gør for hende. Fisken vil gerne have, at de lytter til hende og indimellem går med kirkegården.

Hun fortæller, at hun ikke længere græder hver dag, og hun er sikker på, hun nok skal få det bedre med tiden. Men hun har brug for, at dem, der er omkring hende, forstår hendes situation. Jeg er sikker på, at hvis hun sender sms’en, vil veninderne bakke hende op.