Vennerne svigter i sorgen

Jeg mistede min mand for et halvt år siden, og det gør så ondt i mig. Det gør det ikke bedre, at vores fælles venner er holdt op med at kontakte mig. Jeg ved godt, at mange af dem oprindelig var min mands venner, men vi var jo et par og sås i fællesskab.
Forleden var jeg i et storcenter, hvor jeg tilfældigt mødte en kvinde, som min mand og jeg havde meget med at gøre. Da hun fik øje på mig, vendte hun om. Det gjorde mig ked af det, ikke mindst fordi hun til begravelsen sagde til mig, at hun nok skulle støtte mig.
Jeg har lyst til at spørge, hvor al den hjælp nu er henne, men det orker jeg alligevel ikke. Skal jeg afskrive dem som venner og forsøge at finde nye bekendtskaber, eller skal jeg kontakte dem?

Hvor gør det mig ondt, at du har mistet din mand og oveni bliver svigtet af jeres venner – hvis man kan kalde dem det. Jeg kan ikke vide, hvad der ligger til grund for, at de lader dig være alene, men umiddelbart tror jeg, det er misforstået hensyn. De mener, du skal have lov at komme dig.
Jeg synes, du skal forsøge at invitere dem hjem og se, om det ændrer noget. Hvis de melder afbud, må du nok se dig om efter nye venner, men jeg synes, vi skal give dem en chance for at komme ind i kampen og støtte dig i den svære tid, du befinder dig i. Jeg sender et stort kram til dig.