Mettes søn døde af meningitis: Jeg slukkede for respiratoren
Mette Schwartz Schnefeldt står som forstenet. Kigger først på lægerne, så på sin søn, så tilbage igen. Selv om han er hendes førstefødte barn, kan hun ikke rigtigt kende ham. Han ligner ikke sig selv, som han står der med stiv nakke og en hals, der er hævet til dobbelt størrelse. Han har meningitis.
For få timer siden sad de hjemme i huset i Ringe, men nu er stuen byttet ud med intensivafdelingen på Odense Sygehus. Mens han tigger og beder hende om at tage ham med hjem igen, mærker hun, hvordan afmagten breder sig i hendes spinkle krop. Fra hovedet til armene og til benene, der bliver tunge som bly.
– Han siger til mig, ”mor, du skal tage mig med hjem”, fortæller Mette med en stemme, der bliver meget lille, inden hun holder en pause, og stemmen falder sammen.
– Og det kunne jeg jo ikke, vel?
Læs også: Melissas søn havde meningitis: Her er hendes budskab
Døde af meningitis
Det er sidste gang, Mette Schwartz Schnefeldt taler med sin søn. Kort tid efter bliver han lagt i respirator, og fire uger senere, den 20. august 1993, dør Toni Dan Schwartz Mogensen – bare 18 år gammel af meningitis.
Samtalen og tiden efter sønnens død har plaget Mette lige siden – hun bebrejder sig selv, at tingene endte, som de gjorde. Hun har derfor bedt Ude og Hjemmes clairvoyant Pia Neves om at formidle en afdødekontakt. Pia kender intet til Mette og Tonis historie på forhånd – blot fornavnene og relationen.
– Jeg ser en meget, meget sød og kærlig dreng. Virkelig et lys på jord. Han vil så gerne tage fat og sige ”mor”, og han bliver enormt glad for, at du har gjort det her, fortæller Pia, da hun lukker øjnene for at kalde Toni frem, mens hun holder fast om Mettes hånd.
Klar til voksenlivet
Pia har ret. Toni var en af den slags drenge, alle kunne lide. Med venner, et klogt hoved og en sød kæreste var han klar til at blive voksen og løsrive sig fra den mor, han elskede så højt. Han og kæresten var lige flyttet sammen i et hus tæt på Mettes.
– Han begynder at trække sig fra dig og ikke være så meddelsom over for dig omkring, hvad han går og laver. Det er sådan, jeg oplever det, siger Pia, der sidder over for Mette i sofaen i den stue, hvor Toni er vokset op. Minder og tårer hænger stadig fast i gardinerne.
Det er flytningen fra teenageværelset og tilværelsen som hjemmeboende, hun taler om. Toni holdt sig for sig selv, men efter flere dage med flyttelæs og stabelvis af flyttekasser troppede han op i Mettes stue og klagede over smerter i nakken. Mette tænkte ikke videre over Tonis stive nakke. Han havde jo bare overanstrengt sig med flytningen.
At give slip
Når Mette tænker tilbage på de uger, hvor Toni var indlagt, kan hun ikke skille den ene dag fra den anden. Det hele flyder sammen til én stor, mørk masse af afmagt og grusomhed.
Men én nat står stadig lysende klar i hendes hukommelse. Ligesom alle de andre dage havde hun siddet ved Tonis side på hospitalsstuen, indtil kroppen gav efter, og hun måtte køre hjem for at få lidt søvn. Efter at have vendt og drejet sig for at få tankerne til at falde til ro, vågner hun med et sæt.
– Jeg følte, at han kaldte på mig. ”Mor, mor, kom og hjælp mig”. Jeg vågner ved, at det siger ”puf”, og alt bliver sort i mit hoved, fortæller nu 64-årige Mette og kigger på Pia, som sidder ved siden af hende i den bløde sofa.
Hun nikker og trækker vejret dybt.
– Jeg får den samme følelse i kroppen, som når der er tale om meningitis. Som om det har været en fuldstændig vanvittig, pludselig opstået rus. Som om han fik en infektion, der kom pludseligt, siger Pia og knipser med fingrene.
– Ja, det var det, han havde. Han havde meningitis, tilføjer Mette med gråd i stemmen.
Gjorde det rigtige
Hun har særligt ét spørgsmål, som hun ønsker at få svar på. Hun kan ikke klare tanken om, at hendes søn har lidt. Derfor vil hun vide, hvor mange smerter Toni havde.
– Jeg oplever det meget, som om at i det øjeblik, han giver slip, opleves det som en hel masse svimmelhed, og at han drejer rundt. Og så siger han, ”mor, så slukkede jeg bare som en lampe”, siger Pia og slår armene ud til begge sider.
– Du skal ikke være bange for, at det gjorde mig ondt.
Det var Mette, der tog beslutningen om, at respiratoren skulle slukkes, og slangerne fra Tonis krop skulle fjernes. Lige siden har hun været bange for, at Toni bebrejdede hende at tage den beslutning. Men Mette når ikke engang at afslutte sit spørgsmål, før Pia afbryder hende. Toni har ikke ænset, hvad der er foregået.
– Ja, det ved han ikke noget om. Hvis du gjorde det, ved jeg også, at det var den rigtige beslutning. Uanset hvad var han ikke vågnet op igen. Det ser jeg. Der kan du være helt sikker. Så kunne det være, at han havde slået øjnene op, men det var stadig en tom skal, der havde ligget der. Det var ikke ham.
– Hans bevidsthed var forsvundet, siger Pia og holder øjenkontakten. Hun mener det.
Læs også: Mor og datter fik kræft samtidig: Pernille redder sin mor
Med dine kære
Men mens Mette var alene, da hun sagde farvel til sin søn, er Toni ikke alene, hvor han er nu, fortæller Pia.
– Jeg ser det, som om det er din mormor, hans oldemor, der sad på den anden side og tog imod ham. Hende ser jeg holde meget af dig, da du var lille. En skøn kvinde, så det er hende, du har foræret ham til – for han er der endnu. Et skønt menneske. Lige så varm og kærlighedsfuld som dig og ham.
– Han er også sammen med en hel masse dyr, siger Pia og kigger på Mette.
Der breder sig et smil på hendes læber.
– Jeg ser det, som om hun også har taget sig rigtig meget af dig som barn. Og det gør hun så med ham nu, fortæller Pia og tilføjer, at også Tonis farmor stod klar til at tage imod ham.
– Åh, hvor er det dejligt at få at vide, tilføjer Mette. Hendes lyse stemme viser, at hun er lettet.
Tiden med Pia i dag har været med til at gøre en forskel – Mette har fået lidt af den tid med Toni, hun manglede. Hun har fået jaget den uro væk, der har raseret hendes krop de sidste 25 år.
– Ja, det har jeg faktisk. At jeg ved, at han har det godt. Det betyder rigtig meget – også det, at du siger, at han ikke har haft smerter. Det gør et eller andet sted, at jeg har ro, siger Mette og kigger på Pia med taknemmelige øjne.
– Også at min bedstemor og hans bedstemor er der. At jeg ved, at han også er elsket deroppe. Jeg har den der følelse af at falde til ro – på en eller anden måde, siger hun.
