Sund

14-årige Amandas flotte bedrift: Tabte 40 kilo på et år

20. juli 2016 af Anne Romanelli, Redigeret af: Redaktionen
Foto: Morten Mejnecke og privat
Hele sin barndom har Amanda været en stor pige. Hun gik i specialklasse, fordi hun er ordblind, og havde ikke mange venner. Men drømmen om at ligne en prinsesse i tyl til sin konfirmation fik Amanda til at tabe sig. Meget.

I vinduet hos Lilly på Strøget i København hang Amandas drømmekjole. En hvid, stropløs kjole med korset og tylskørt. Sådan en, hun drømte om at have på til sin konfirmation.

Amanda var 12 år, 156 cm høj og vejede 102,6 kilo. Hvis hun skulle passe den kjole, skulle den være str. 46.

- Jeg var ked af at være så stor. Når man er ordblind og går i specialklasse, så er det altså ikke let at få venner, fortæller Amanda til Ude og Hjemme.

Sanne er svært overvægtig: Jeg er fange i mit eget hjem

Tog en vigtig beslutning

For to et halvt år siden besluttede hun derfor, at hvis hun nogensinde skulle blive slank, så var det nu.

- Det var min sidste chance for at blive som alle andre. Jeg var på julemærkehjemmet Kildemose i Ølsted første gang som 8-årig og tabte 10 kilo. Men da forstod jeg ikke, hvad det gik ud på, så jeg tog dem på igen, da jeg kom hjem, siger den nu 14-årige Amanda fra Farum.

På grund af sin overvægt, et BMI på 40, var hun tilknhyttet børneambulatoriet på Hillerød Sygehus, og en kvindelig læge derfra sørgede for, at Amanda fik en plads på samme julemærkehjem, som hun tidligere havde været på.

Denne gang forstod Amanda, at det ikke kun handlede om at tabe sig. Det gjaldt om at ændre hele sin livsstil. Og efter 10 uger i Ølsted havde Amanda tabt imponerende 18 kilo. 

Jeg er et konkurrencemenneske, så jeg vil vinde

Det var lidt svært, da Amanda kom hjem, for når eleverne stopper på julemærkehjemmene, er der ikke nogen vejledning eller opfølgning. Men vi satte os ned alle sammen og talte om, hvordan vi kunne hjælpe Amanda. Nu laver vi mad efter opskrifterne i julemærkehjemmets opskriftsbog og efter de slankeopskrifter, vi finder i Ude og Hjemme. Jeg træner hver dag, forklarer Amanda. Og om torsdagen går Amanda desuden ture med sin kontaktperson fra kommunen. De har en konkurrence om, hvem der får gået, cyklet eller løbet længst i løbet af ugen, og app’en endomondo på telefonen holder regnskab for dem.

– Jeg er et konkurrencemenneske, så jeg vil bare vinde. Mine veninder er søde til at hjælpe mig. I stedet for at købe chips og sidde et sted og snakke, spørger de, om vi skal gå en tur og snakke, fortæller Amanda. 

Verdens tungeste dreng: Kan ikke stoppe med at spise

Storebror græd af glæde

Efter et år havde Amanda tabt 40 kilo og kunne passe en str 38. Og da maj måned og konfirmationen nærmede sig, tog hun sin mor, sine tre søstre og sin storebror med ud for at prøve kjoler i Lilly. Uden for prøverummet ventede familien spændt, og da Amandas storebror, som ellers på ydersiden er hård at se på, så Amanda i konfirmationskjolen, kunne han ikke holde tårerne tilbage af glæde og stolthed over sin lillesøster.

Nu gælder det bare om at holde vægten, men det bliver ikke svært, er Amanda sikker på. Vægttabet har nemlig ikke kun gjort hende gladere. Det har også givet hende langt mere energi og overskud.

Her kan du se Amandas øvrige 'før & efter'-billeder:

Amandas flotte vægttab

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

 

Sponsoreret indhold