Sund

Bekæmp skjult allergi

17. november 2013 af Jerk Langer, foto: All Over Press
Mange lever med helårsforkølelse, fordi de ikke ved, at der kan gøres noget effektivt ved problemet.

Man nyser, trækker vejret gennem munden, snorker om natten, bliver tung i hovedet og får mørke rande under øjnene. Talen snøvler, og det er svært at smage og dufte maden ordentligt.

Helårsforkølelse minder om høfeber, men mens høfeber er en allergisk reaktion forår og sommer over for pollen, plager helårsforkølelsen store dele af året. Deraf navnet. Baggrunden er ofte, at immunforsvaret overreagerer på noget i omgivelserne, eksempelvis husstøvmider, partikler fra brændeovne, dårligt indeklima, bilos, kemikalier, røg eller dyrehår.

Gå til lægen

Søvnen spoleres, man føler sig irriteret og træt, præsterer ringere til sport og træning, og børn klarer sig måske dårligere i skolen på grund af træthed.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du røgfri cigaret for cigaret

Mistænker du at lide af helårsforkølelse, skal du have stillet den korrekte diagnose hos lægen for at få behandling og hermed en bedre livskvalitet.

Måske er medicin nødvendig, men du kan selv gøre meget for at nedsætte generne, blandt andet grundig udluftning og rengøring, påpasselighed med tæpper og kæledyr samt fornuftig brug af brændeovn.

GODE RÅD MOD HELÅRS­FORKØLELSE

Rygning forværrer symptomerne. Det samme gør passiv rygning.

Luft boligen ordentligt ud hver dag.

Undgå faste tæpper, som kan samle støv.

Hav i det hele taget så få tæpper og vattæpper som muligt.

Vask sengetøjet hyppigt.

Støvsug hyppigt.

LÆS OGSÅ: Sådan snyder du forkølelsen

Afvask møbler med en fugtig klud.

Ingen kæledyr, hvis det fremkalder symptomer.

Benyt brændeovn med fornuft.

Undgå overfølsomhedsfremkaldende kemikalier.

Bliv undersøgt ordentligt hos lægen. Måske kan du have fordel af medicin.

BRUG BRÆNDEOVN MED FORNUFT

Lige nu tænder vi op i 750.000 danske brændeovne i private hjem. Brænderøg kan forværre helårsforkølelse, fordi den indeholder mange af de samme sundhedsskadelige stoffer og partikler som tobaksrøg og trafikforurening.

Anvend kun rent og tørt træ. Det skal give en skarp klang, når brændestykkerne slås mod hinanden.

LÆS OGSÅ: Undgå mange sygedage

Afbrænd ikke skrald eller affalds­træ.

Tænd op med kvas, pindebrænde, optændingsblokke eller sammenkrøllede avissider. Brug ikke glittet papir og reklamer.

Læg to stykker brænde i bunden, herpå pindebrænde i lag med luft imellem. Tænd øverst, så undgås op til 80 procent af de farlige partikler.

Skru først ned for lufttilførslen, når flammerne bliver lysere.

Brændeovne anskaffet før 2005 udleder mindst tre gange så mange farlige partikler som nye svanemærkede ovne.

Sponsoreret indhold