Sund

Bliv sund med krydderier

7. september 2020 Af Jerk W. Langer. Foto: Shutterstock
Krydderier og krydderurter giver masser af smag og spændende gastronomiske oplevelser. Samtidig er de supersunde og forlænger ligefrem livet, mener forskerne. Læs mere om krydderiernes effekt her.
Bliv sund med krydderier

Mennesker, der spiser krydret mad en-to gange om ugen, har statistisk set 10 procent lavere dødelighed end dem, der sjældent sætter krydret mad på middagsbordet. Og spiser man stærk mad de fleste af ugens dage, falder dødeligheden med 14 procent ifølge fagtidsskriftet BMJ. Hjertesygdom, luftvejslidelser og kræft forekommer alle sjældnere, og især chili slår flot ud i statistikken, viser analysen af over 485.000 personer fulgt gennem mere end syv år.

Læs også: Skift smagsløg og tab dig

Krydderiernes effekt

Chili indeholder stoffet capsaicin, som har slankende, kræfthæmmende og antiinflammatoriske egenskaber.

Rosmarin indeholder den kraftige antioxidant rosmarinsyre, en slags indre rustbeskyttelse, der modvirker ælde. Det har man fra gammel tid i arabiske lande udnyttet til at forlænge holdbarheden af brød, og det genfinder vi i dag i foccaciabrød. Og måske også i vores krop.

For hvidløgs vedkommende viser forsøg, at det spist i typiske gastronomiske doser, altså to fed, er med til at forebygge åreforkalkning, sænke blodtrykket og bekæmpe infektioner. Mennesker, der spiser mange hvidløg og andre løg, synes at løbe lavere risiko for kræft i spiserøret og mavesækken, fordi løget bekæmper en kræftfremkaldende bakterie.

Læs også: Sæt gang i dit stofskifte

Krydderier skubber lidt til stofskiftet og forbrændingen, og i bedste fald kan det slanke lidt. Grøn te, chili, peberrod, ingefær, sennep, cayennepeber og sort peber er gode valg, når det gælder kalorie-forbrænding.

Generelt gælder, at som almindelig sygdomsforebyggelse anbefales du at anvende et bredt udvalg af krydderier i madlavningen. Har du et egentligt medicinsk problem, er det nok mest sikkert at anvende et standardiseret naturlægemiddel eller kosttilskud for at være sikker på at nå op på den bedste dosis.

Læs også: Skyl salat og krydderurter

Fokus på hygiejnen

Husk at vaske råvarerne ordentligt før brug, så du slipper af med uønskede bakterier og virus for ikke at ende i flere timer på toilettet. Fødevarestyrelsen påviste for nogle år siden, at fem procent af krydderurter bar på slemme bakterier af typen salmonella eller campylobacter. Tilsvarende var der salmonella-bakterier i syv procent af importerede krydderier. Tilsætter du krydderier under den varme tilberedning koges og steges bakterierne af, men forinden er det alligevel fornuftigt at håndtere dem med omtanke for ikke uforvarende at sprede dem, eksempelvis via kniv og skærebræt.

Typiske tegn på forgiftning er mavesmerter, kvalme, opkastninger, diarré og måske feber en-to dage efter, at man har spist mad med sygdomsforårsagende bakterier eller virus.

Mange hilsner Jerk W. Langer

Læs også: Frugt og bær beskytter dit hjerte

Sponsoreret indhold