Jerk Langer: 9 gode råd der lindrer forstørret prostata

Ganske mange mærker de første symptomer på forstørret prostata allerede som 40-årige, når det ikke længere plasker som et vandfald, og han er længere tid om at komme af med vandet.
Fra 50-årsalderen har de fleste mænd lettere prostatasymptomer, typisk i form af hyppig vandladningstrang, så han skal op en gang om natten. Selv om mange på det tidspunkt hårdnakket benægter det, da prostatabesvær forbindes med at være gammel.
LÆS OGSÅ: Husk cykelhjelmen: Hjernerystelse øger risikoen for demens
Symptomer på forstørret prostata
- Slap urinstråle.
- Problemer med at få vandladningen i gang, selv om du føler tissetrang.
- Pludselig kraftig tissetrang, så du ikke kan holde på vandet.
- Hyppig tissetrang både dag og nat.
- Afbrudt vandladning, således at du må bruge flere forsøg på at blive færdig.
- Fornemmelse af, at blæren ikke bliver tømt helt.
- Svie eller smerter under vandladningen.
- Efterdryp af urindråber efter afsluttet vandladning.
Vokser hele livet
To dele af manden vokser hele livet: Ørerne og prostata. Mens ørerne sjældent giver problemer, er forstørret prostata anderledes generende.
Prostata er en kirtel, som sidder omkring den nederste del af urinblæren, blærehalsen, og den øverste del af urinrøret. Den kaldes også for blærehalskirtlen.
Når den vokser, trykker den på urinrøret og blæren, og derfor får manden dels sværere ved at lade vandet strømme frit, dels hyppigere tissetrang.
Det er fornuftigt at runde lægen for at udelukke, at symptomerne skyldes prostatakræft. Heldigvis kan manden også selv gøre en del for at lindre problemet.
LÆS OGSÅ: Sex- og samlivsvbrevkassen: Jeg savner hans nærvær
9 gode råd der lindrer forstørret prostata
1: Sæt dig på en yderplads i biografen, teatret og flyet. Så er der kortere til toilettet, når tissetrangen pludselig melder sig.
2: Stress gør det sværere at slappe tilstrækkeligt af og kan forværre symptomerne. Forsøg at rydde diverse stressfaktorer i hverdagen af vejen.
3: For meget kaffe, te og alkohol virker vanddrivende. Det er nærmest som at hælde benzin på bålet. Især hvis du drikker meget om aftenen.
4: De samme faktorer, som er slemme for hjertet, øger risikoen for prostatabesvær. Så også for prostatas skyld er det godt at holde vægten, bevæge dig mere samt spise sundere.
5: For mange kalorier indenbords er den bedst kendte risikofaktor for prostatabesvær. Især fed mad udgør en risiko, så prøv at skære noget af fedtet fra.
6: Grøn te kan måske være til gavn. I hvert fald har asiater færre problemer med prostata.
7: Et hormon får prostata til at vokse. Da motion sænker hormonmængden i blodet, er blandt andet cykling, løb, svømning og styrketræning med til at forebygge.
8: Naturlægemidler med savpalmebær nedsætter tendensen til natlige vandladninger. Forskerne på Cochrane Institute anser, at savpalme kan have samme virkning mod prostatabesvær som receptpligtig medicin, men med færre bivirkninger.
9: Tissebesværet er ikke konstant, men svinger i mange tilfælde i sværhedsgrad. Så en periode med lettere besvær afløses ofte af en symptomfri periode.