Kræftsyg: Efter 46 kemobehandlinger fik jeg livet tilbage

Lone Mejnå har været vidt omkring. Nu er hun havnet i de levendes verden, og det er ikke altid et let sted at være. Det har hun fundet ud af, for hun skulle egentlig have været død for over to år siden. Og når man snart skal dø, er verden enkel. Man behøver ikke at bekymre sig om job og pensionsopsparing. Man behøver ikke at irritere sig over politikerne. Man behøver ikke engang at frygte nye livstruende sygdomme. Og så får man den fornøjelse, at man kan smile overbærende til det ukrudt, der spreder sig i haven.

Sådan er det ikke længere for 60-årige Lone Mejnå.

Dødsdommen

Det var den 24. september 2014, at Lone satte den mentale kurs mod dødsriget. Hun havde i flere måneder været hos lægen, fordi hun fik stadig flere smerte i mellemgulvet.

Efter en scanning på Randers Sygehus fik hun en forklaring.

– Har du fået at vide, hvad vi har fundet i din bugspytkirtel, spurgte den unge reservelæge.

Lone var målløs. Hun havde intet fået at vide. Men en ting vidste hun. Hvis der var fundet kræft i bugspytkirtlen, så dør man.

– Det var en meget uheldig måde at få det at vide på. Min far døde af nøjagtig den type kræft. Og for 10 år siden døde en af vores venner af kræft i bugspytkirtlen. Jeg var fuldstændig med på, at det dør man af. Det var noget af et chok, siger hun.

Et par dage senere fik hun at vide, at kræften også havde spredt sig til leveren. Helbredelse var ikke en reel mulighed. Nu stod den på livsforlængende kemo, der normalt får en ende efter cirka 12 behandlinger. Så er de fleste nemlig døde, siger statistikken.

Gode nyheder

Men sådan skulle det ikke gå.

Nu tre år senere er Lone her stadig. På væggen i køkkenet står de ord, der fulgte hende dybt ned, men også op i lyset igen:

”Du ved aldrig, hvor stærk du er, indtil at være stærk er det eneste valg, du har”.

Det er kun nogle uger siden, at hun nærmest stod op fra de døde.

– Jeg har nogle rigtig gode nyheder til dig.

Hendes læge smilede som aldrig før. I hånden havde hun scanningsbilleder, som hun havde gennemtjekket med sine kolleger for at være helt sikker.

– Du har ikke spor af kræft i kroppen. Og det har du faktisk ikke haft i 13 måneder, sagde lægen.

Efter den melding måtte Lone og Jørgen sætte sig på en bænk uden for kommunehospitalet for at ryge en smøg og bare kigge lidt ud i luften.

Det var ikke til at forstå, at forløbet efter hele 46 kemobehandlinger nu var slut. At hun alligevel ikke skulle dø.

Læs hele historien i Ude og Hjemme nr. 45