Sund

Sådan holder du dit hjerte sundt

29. september 2013 af Jerk W. Langer/Foto: All Over Press
8 ud af 10 hjerte-kar-sygdomme kan forebygges, hvis vi lever sundere. Og der skal ikke de store ændringer til, før det batter i regnskabet.

I denne uge ser vi på nogle af de små skridt, Hjerteforeningen opstiller, og som kan føre dig rigtig langt i kampen for et sundt hjerte.

Gå i gang

? Gå en tur med hunden, også selv om du ikke har en. Skal du kun gøre én ting, så vælg denne.

? Sæt gangtempoet op. Rask gang med op til 100 skridt i minuttet og medsving af armene er ideelt.

? Brug skridttæller. Typisk ender du med at gå dobbelt så meget som ellers, fordi du konkurrerer med dig selv, og fordi skridttælleren minder dig om at få gået nok.

LÆS OGSÅ: Sænk blodtrykket med frugt

? Du forbrænder lige så mange kalorier ved 7 kilometer rask gang som ved 5 kilometer løb. Hurtig gang slanker bedre, da du ikke bliver så sulten bagefter og derfor ikke forfalder til overspisning.

? Rejs dig op et par minutter hver time i dagens løb. Når du sidder for længe, slukkes et vigtigt enzym, der fjerner farligt fedt fra blodet. Det aktiveres igen, når du rejser dig.

Op på cyklen

? Tag cyklen. Folk, der cykler på arbejde de fleste af ugens dage, har 30 procent lavere risiko for blodpropper.

? Lad være med at trille hen til det røde lyssignal, men bliv ved med at træde i pedalerne og brems så op til sidst.

? Prøv at holde farten, når det går op ad bakke.

Spis rigtigt

? Vælg de grove varianter af brød, pasta, ris og andre kornprodukter.

? Smør kun skrabet smør og andet fedtstof på brødet.

? Spar på saltet. Efter kort tid uden saltbøssen får du saltsansen tilbage og behøver slet ikke ekstra salt. Godt for blodtrykket.

? Spis fisk en ekstra gang om ugen.

LÆS OGSÅ: Sådan sænker du dit kolesteroltal

? Med et æble om dagen får du skrællens mange hjertesunde stoffer på en velsmagende måde.

? Spis en håndfuld nødder og mandler hver dag.

? Lidt mere salat og lidt mindre pasta på tallerkenen.

? Tag en gulerod med i madpakken.

? Bestil café latte med mini- eller skummetmælk.

? Spis mager ost i stedet for den fede.

? Skift konsekvent pålægget ud med de fedtfattige varianter.

Sponsoreret indhold