Slank med Camilla Framnes: Nu har jeg overskud til mine børn

Camilla Framnes vejede på den forkerte side af 145 kilo, lige inden hun fødte sit andet barn. Og langt de fleste af kiloene sad der stadig, da hun debuterede i første sæson af ”De unge mødres drøm” i 2009. Camillas drøm var at tabe sig.
Hun havde været på alverdens kure, men tog det hele på igen. Og hun var nu så træt og energiforladt, at hun ikke havde overskud til andet end de huslige pligter.
– Når jeg svingede støvsugeren, havde jeg brug for at ligge lidt på sofaen bagefter. Og jeg kunne ikke sætte mig ned på gulvet og lege med børnene. De skulle op i øjenhøjde med mig. Jeg følte simpelthen ikke, at jeg kunne være der for mine børn, forklarer hun.
Så Camilla ville rigtig gerne være med i programmet, der skulle få hendes drøm til at gå i opfyldelse.
Den unge mor forberedte sig på sit forestående vægttab ved at sige farvel til alt det, hun troede, hun aldrig mere skulle spise.
– Jeg købte chips og dip og spiste, som var det den sidste dag i mit liv, fortæller hun og griner lidt af sig selv.
I dag ved hun godt, at hun selvfølgelig kommer til at spise kager og pizza igen, for intet er forbudt. Men hun har lært, at hun ikke kan få alt hele tiden.
Prøv også: Spis dig slank med Camilla Framnes' livretter
Camilla Framnes fik overskud
I starten havde Camilla en forventning om, at hun ville få en drejebog til, hvad hun skulle spise, og hvordan hun skulle leve sit liv. I stedet blev hun præsenteret for tallerkenmodellen og en masse sundhedsråd, hun udmærket kendte i forvejen. Halvdelen af det, hun spiste, skulle være grøntsager uanset portionsstørrelse. Der var ingen hokuspokus i det.
– Jeg udfyldte et skema med alt, hvad jeg indtog på en dag. Og det var en øjenåbner, fortæller hun.
Det blev pludselig åbenlyst, hvor der skulle sættes ind, og den røde sukker-cola var det første, der blev ofret. Camilla drak gerne to liter om dagen, nogle gange mere.
I begyndelsen var Camillas fokus udelukkende på at tabe de mange overflødige kilo, men det stod hurtigt klart, at en sund livsstil gav hende meget mere end bare et vægttab.
– Snart fandt jeg ud af, at det også gav overskud. Jeg fik pludselig energi, og min lunte var ikke så kort som før. Jeg glemmer aldrig den dag i køkkenet i Mou, hvor vi boede, hvor min søn Oliver pludselig sagde: – Mor, nu kan du lege igen! De ord har fulgt mig lige siden, og jeg hører dem stadig for mit indre øre, når det hele er lidt træls, siger hun.
Se også: Slank med Gustav: Rie tabte 40 kilo
Tæller kalorier
De første 30 kilo raslede hurtigt af hende.
– Det skyldtes nok især træning og fravær af cola, siger hun.
De næste kilo var lidt sværere, og på et tidspunkt gik vægttabet helt i stå. Efter et lille tilløb begyndte Camilla at tælle kalorier og føre regnskab med sin mad. Og hun opdagede, at det, hun før troede var besværligt og tidskrævende, nu blev rutine og lidt af en sport.
– Jeg begyndte at tabe mig igen med det samme, så jeg fortsatte selvfølgelig. Det motiverer mig at tælle kalorier, siger Camilla.
Camilla ved, hvor mange kalorier hun indtager om dagen, selv om hun ikke nødvendigvis skriver det ned.
– Resten af mit liv skal jeg nok lave et reality-tjek hver tredje måned, hvor jeg tæller kalorier i en uge eller to. Jeg har også en regel om, at jeg skal i et par jeans uden stræk en gang om ugen. Så kan man hurtigt mærke, om der er kommet ekstra på sidebenene, forklarer hun.
For Camilla er det sunde liv et projekt, der skal fortsætte altid.
Læs også: Minus 52 kilo med LCHF
Lyder Camillas livsstil som noget for dig?
I denne uges Ude og Hjemme får du:
- Madplan
- Indkøbsliste
- Energi-indhold
- Opskrifter
- Guide og tips