Slankekure

Den ekstra hjælp

2. juli 2010 af Arne Astrup
Professor Arne Astrup vurderer slankemetoderne: Alli, Akupunktur, Green-T diet, CLA, Slankesko, Hypnose og Weight Watchers.

Kom godt i gang med slankekuren og opnå det ønskede vægttab.
På en skala fra nul til ti giver professor Arne Astrup, der er leder af Institut for Human Ernæring ved Københavns Universitet, sin vurderering af forskellige slankemetoder, der findes på markedet.

Læs mere om Slankeklubben og meld dig ind her.

AKUPUNKTUR
Giver i bedste fald et vægttab på et til to kilo.
Karakter: 3

GREEN-T DIET
Kosttilskud, der indeholder grøn te.
Grøn te ekstrakt har en meget svag virkning på fedtforbrændingen, og det er ikke nok til at give et vægttab.
Karakter: 0

CLA
Kosttilskud, som består af nogle fedtsyrer, som har en virkning på fedtets placering.
Det kan næppe bruges som egentligt slankepræparat, men i et studie hos kvinder efter overgangsalderen fandtes det at give et vægttab på et par kilo, og kvinderne tabte sig fortrinsvist på lår, hofter og bagdel.

Problemet er, at selvom mange kvinder gerne vil have en mindre bagdel og slankere lår, så er det "sunde" fedtdepoter.
Taber man sig primært på de områder, kan man måske øge risikoen for at udvikle diabetes, og måske hjertekar-sygdom.
Karakter: 7

SLANKESKO
I reklamerne for såkaldte slankesko, som angiveligt bruges af flere Hollywoodkendisser til at holde vægten nede, lover man at du forbrænder op til 28 procent flere kalorier, når du går i disse sko frem for almindelige sko.

Tre kugler under sål, hæl og forfod sikrer, at du bruger dine muskler for at holde balancen, og derved forbrænder du en masse fedt.
Men der er ingen videnskabelig dokumentation for postulatet om kalorieforbrændingen.
Selv om det skulle være rigtigt, skal man gå rigtig mange kilometer hver dag, før det løber op i noget, og det er tvivlsomt, at det giver selv et mikroskopisk vægttab over længere tid.
Karakter: 0

Læs også: Til kamp mod strækmærker og appelsinhud.

HYPNOSE
En række hypnotisører lover, at man kan tabe sig med denne behandling.
Princippet er, at hypnosen virker ved at hjælpe dig til at spise sundere.

Du skal altså ved hjælp af hypnose kunne holde op med at spise det, der gør, at du tager på, og dermed opnå et varigt vægttab.
Der er ingen dokumentation for, at hypnose kan give vægttab af betydning.
Karakter: 0

WEIGHT WATCHERS
Slankeprogrammet fra Weight Watchers eller på dansk Vægtvogterne arbejder med et pointsystem, et slankeforløb med kostvejleder og rådgiver tilknyttet.
Du bliver en del af en gruppe og bliver ofte kontrolvejet.

Hos Weight Watchers må man i princippet spise alt, men du skal holde dig inden for et vist antal point dagligt.
Jo federe maden er, desto flere point koster det i regnskabet.
Pointsystemet er et godt redskab til at holde styr på kostindtag, og de arbejder ud fra gældende anbefalinger, og det kan give gode resultater.
Karakter: 9

ALLI
Slankepillen Alli er et lægemiddel, der sælges i håndkøb på apoteket.
Pillen kan i kombination med en fedtfattig og kalorielet diæt give dig et ekstra vægttab på et kilo for hver to kilo du taber dig med diæten alene.

Alli forhindrer kroppen i at optage en del af det fedt, du spiser ved at hæmme nedbrydningen af fedtet i tarmen, og dermed taber man sig ved, at noget af fedtet kommer ud med afføringen.
Bivirkningerne knytter sig til, at fedt i afføringen ved legemstemperatur er olie, og det kan give mavekneb, luft i maven, fedtet diaré og i værste fald lækage i underbukserne.
Bivirkningen aftager og forsvinder måske helt, hvis man undgår at spise for meget fedtrig kost.
Karakter: 8

Sponsoreret indhold