Slankekure

Derfor skal du løbe om vinteren

15. november 2010 af Mette Flindt, SlankeDoktor.dk
Der er god grund til at løbe om vinteren. Du får stierne for dig selv, og det er optimale forhold til at få mest ud af din løbetræning. Få gode råd til dit vinterløb her.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Se vinterens ankomst som en mulighed i stedet for en forhindring, udnyt at du har stierne for dig selv og kom de andre i forkøb ved at tyvstarte træningen, så du løber foråret i møde i topform.

Forsømmer du løbetræningen vinteren over, vil din form styrtdykke, og du vil bruge det meste af næste sæson til at opnå den form, du havde sidste år. I stedet for at se vinteren, og hvad den medfører, som din kolde fjende, kan du udnytte det kolde vejr og dets følger til at booste din form.

3 gode grunde til at løbe om vinteren1. Du lærer den korrekte løbeteknik

Umiddelbart virker et glat underlag som et truende løbeunderlag, men det er faktisk et fremragende sted at træne korrekt fod afsæt og skridtafvikling. Du vil hurtigt lære at trække foden op under dig, hvilket er korrekt løbeteknik.

Sådan gør du:
Når du løber på et glat underlag, skal du læne dig frem, løbe med korte skridt og høj hastighed. På den måde kommer du nemlig både frem, mens du undgår at skride. Skulle uheldet være ude, og du mister balance, så er det ikke svært at genfinde tyngdepunktet, idet tyngdepunktet er fremadrettet i samme retning, som du bevæger dig i.

LÆS OGSÅ: Sådan træner du dig til stærkere knæ

2. Sne giver optimal træning

Det lyder måske ikke oplagt, men løb i sne, er fantastisk træning. Når du løber i dyb sne er du nemlig nødt til at trække foden op under hoften. Herved får du fat på hasemusklerne og hoftebøjerne i langt større grad, end når du ellers løber. De styrkede muskler giver både mere kraftfulde skridt og er samtidigt med til at forebygge skader.

Sådan gør du:
Tag korte skridt hvor du trækker foden godt op under dig selv. Spænd godt op i maven og hold ryggen rank, mens du bruger armene til at følge benenes rytme.
OBS: vandafvisende overtræksbukser eller tights og vinterløbesko kan være en fordel, når du løber i sne eller på glat underlag.

3. Du får pulsen i vejret

Når der ligger mudderpøle på vejene, er du nødt til at hoppe og springe for at undgå at ryge i mudderet. Denne træningsform sender både pulsen i vejret, du styrker også dine ankler og træner baller og balance.

Sådan gør du:
Forestil dig, at du skal hoppe fra sten til sten og spring fra side til side. Hold en høj fart og skift mellem korte skridt og lange hop.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du ømme muskler

Denne artikel er skrevet af Ude og Hjemme Slankeklubben i samarbejde med SlankeDoktor.dk.

Læs, hvordan Slankeklubben kan hjælpe dig til at opnå dit vægttab lige HER

Sponsoreret indhold