Slankekure

Fedtsugning er kun kosmetisk

15. juni 2009 af Redaktion. Modelfoto: Colourbox
Hjælper fedtsugning på sundheden?

Marianne C., Mørke:
For 20-30 år siden, da det begyndte at blive moderne i visse kredse at få en fedtsugning på maven, frarådede lægerne kvinder at få det med den begrundelse, at fedtet på maven var sundt, når man kom i overgangsalderen.

Det havde vist noget at gøre med østrogen. Nu til dags er det usundt at have fedt på maven. Betyder det så, at det ikke længere frarådes at få en fedtsugning?

For de, der har råd, selvfølgelig. Det må jo være nemmere og sundere nu, hvis man har mål på over 80 cm, men ellers er normalvægtig, da det er svært at tabe sig det store ved kostomlægning. Man kan dyrke sport, men det er jeg meget lidt vild med.

Få Line Laursens bedste styrkeøvelser

For et år siden gik jeg til motion to gange to timer om ugen i et projekt, som sygemeldte blev tilbudt af kommunen. De to fysioterapeuter hævdede, at man ikke kan motionere sig fra den slappe mave, og at uanset hvor mange maveøvelser man tager, er det kun ryggen, der påvirkes positivt. Hvad er korrekt?

Jeg fik det hverken psykisk eller fysisk bedre af de halvanden måned, jeg gik der, og det motiverer ikke til yderligere pukleri med motion.


Kære Marianne!


Fedtdepoterne på maven er kun usunde, hvis de bliver fyldt for meget op, og jeg kan ikke rigtig læse af dit brev, hvor meget fedt du egentlig har på maven. Hvis du havde oplyst højde, vægt, alder og gerne taljeomkreds i navlehøjde, kunne jeg bedre vurdere, om du har for meget fedt på maven.

Læs også: Vægttab med akupounktur

Jeg læser det som, at du er normalvægtig med en taljeomkreds på noget over de 80 cm. Det fedt, som er usundt, hvis man har for meget af det, er det, der sidder inde mellem tarmene i bughulen, altså bag dine bugmuskler. Det fedt, som sidder lige under huden, og som man kan samle som en delle i hånden, er ikke så usundt som det, der er inde bag bugvæggen.

Derfor har en fedtsugning ingen helbredsmæssig betydning, kun kosmetisk. Man kan godt stramme løs mavehud op ved træning - det har jeg selv været vidne til utallige gange, men det kræver systematisk og regelmæssig træning, og det lyder ikke, som om det lige er dig.

Selv om du vælger fedtsugning, bliver din mave først rigtig pæn, når du træner musklerne. Snak med en personlig træner i et respektabelt fitnesscenter - de fleste af dem har god forstand på det. Hvis du begynder at træne hårdere, for eksempel med løbetræning, spinning og lignende, er der ingen tvivl om, at du også vil mærke det på psyken.

Man bliver i bedre humør af motion, der får pulsen op.

De bedste hilsner Doktor Slank

Sponsoreret indhold