Slankekure

Nu er jeg ægte glad

24. maj Af Vibeke C. Larsen
Foto: Kasper Wenstrup/Aller Foto & Video.
I mange år troede Bettina, at hun ikke kunne tabe sig, fordi hun tager antidepressiv medicin, men med hjælp fra ’Sundt & Sjovt’, der tilbyder onlinehjælp til vægttab, har hun lagt sin kost om og fået et aktivt liv. Det har givet et vægttab på 31 kilo uden sult og afsavn.
Bettina har tabt sig 31 kilo. Flere er holdt op med at hilse, fordi de ikke kan genkende hende. Bettina går dagligt omkring 15 kilometer, og hun går ofte, hvis hun skal noget.
Bettina har tabt sig 31 kilo. Flere er holdt op med at hilse, fordi de ikke kan genkende hende. Bettina går dagligt omkring 15 kilometer, og hun går ofte, hvis hun skal noget.

Hver morgen snører Bettina kondiskoene og forlader hjemmet i Grenaa. Hun nyder solopgangen på stranden, roen i skoven, og måske ser hun et rådyr mellem skovens træer, før hun efter 15 kilometer er hjemme igen.

– Jeg elsker at gå, for det giver mig så meget godt. Mine tanker får lov at galopere afsted, mens jeg slapper og nyder naturen. Det har jeg aldrig gjort før, og faktisk får jeg det skidt og ondt i knæene, hvis jeg ikke går, siger Bettina Broni, der er 56 år, gift med Michael og mor til to voksne børn.

Tidligere undslog Bettina sig, når familien ville på gå tur. Hun ville hellere blive hjemme, og da hun havde 108 kilo at bære rundt på, gjorde det ikke lysten til at bevæge sig større.

– Jeg ville helst sidde i sofaen og strikke. Jeg syntes, det var kedeligt at gå, for jeg følte ikke, at jeg kom nogen vegne. Men da jeg var til årstjek hos min læge og igen havde taget fire kilo på, måtte jeg gøre noget, fortæller hun.

Bettina har siden 1. januar 2021 tabt 31 kilo ved at lægge sin kost om og gå daglige ture, men hun har ikke gjort det alene. Hun har fået hjælp og støtte fra kostvejlederne bag konceptet ’Sundt og Sjovt’, som tilbyder hjælp til vægttab med personlige kostplaner, aktivitetsplaner og onlinecoaching.

– Jeg havde brug for at stå til ansvar for andre for at kunne tabe mig, og det fandt jeg os ’Sundt og sjovt’. Deres støtte betyder alt, ellers havde jeg stadig været den tykke pige, siger hun ærligt.

Bettina før og efter

Rundt om Bettina

Navn: Bettina Broni.

Alder: 56 år.

By: Grenaa.

Status: Gift med Michael, to voksne børn og fire børnebørn.

Arbejde: Uddannet pædagog og førtidspensionist.

Højde: 172 cm.

Startvægt: 108 kg.

Slutvægt: 77 kg.

Bettina er uddannet pædagog, men har været førtidspensionist i 22 år, da hun har fibromyalgi, lider af OCD, angst og svære depressioner. Hun får antidepressiv medicin, og det har øget hendes vægt. – Jeg har gennem mange år fået at vide, at jeg ikke kunne tabe mig, når jeg var på antidepressiv medicin. Lægerne spurgte, om jeg hellere ville være trist end veje et kilo for meget, så jeg lullede mig i søvn og brugte det som en undskyldning for at spise chokolade, slik og chips, fortæller Bettina.

Nem kostplan

Hun var slank som barn og begyndte først at tage på, da hun mødte Michael for 34 år siden. For megen hygge og god mad fik vægten til at stige 20 kilo, som Bettina dog tabte efter sin første graviditet med hjælp fra lægen.

– Jeg holdt faktisk min vægt, indtil jeg begyndte på antidepressiv medicin i 1993. Det var nemt at spise lidt ekstra godt, fordi jeg var ked af det, fortæller Bettina.

Bettina får en skræddersyet madplan fra ’Sundt og Sjovt’, men finder også inspiration i kogebøgerne fra firmaet.
Foto: Kasper Wenstrup/Aller Foto & Video.

Hos ’Sundt og Sjovt’ får Bettina lavet personlige madplaner, der giver hende et kalorieindtag på 1.600 fordelt på fire måltider om dagen. Madplanerne udskifter hun efter lyst og behov.

– Vi spiser almindelig mad som svensk pølseret, lasagne og boller i karry, men i kalorielette udgaver med flere grøntsager. Jeg gider normalt ikke lave mad, men det her sjovt. Retterne er nemme at lave og kræver ikke lang tid i køkkenet. Ingredienserne er ikke dyre og til at finde i et almindeligt supermarked, forklarer Bettina, der også finder inspiration i ’Sundt og Sjovt’s kogebøger.

Hendes mand spiser den samme mad, blot i større portioner. I konceptet er der også plads til en ”sjov dag”, hvor man godt må spise lidt mere.

– Det er derfor, det hedder ’Sundt og Sjovt’, for du må godt skeje ud. Ikke syv dage i træk, men en enkelt dag eller weekend. For bliver det for stramt, spiser man bare alt det forbudte, når man er færdig med vægttabet, siger hun.

Ros og støtte

Betina har oplevet, at hendes trang til snacks er forsvundet. Hun har kun spist chips én gang, siden hun begyndt på forløbet, og hvor hun tidligere drak tre liter Pepsi Max om dagen, drikker hun nu kun ganske lidt sodavand.

– Jeg troede, at det ville blive svært at lade være med at spise snacks, fordi jeg tidligere har proppet mig med chips. Jeg spiser måske et stykke chokolade om aftenen, men ellers er jeg mæt hele dagen, så jeg har ikke længere de dér huller i maven, der giver trang til noget usundt, fortæller hun.

Bettinas tip

  • Mærk efter, om du vil det. Du skal både have hoved og hjerte med.
  • Antidepressiv medicin er ikke en undskyldning for ikke at tabe sig.
  • Begynd stille og roligt og tag en dag ad gangen.
  • Gå tidligt i seng, hvis du har trang til noget sødt.
  • Du behøver ikke at gå i fitnesscenter, gå en tur i stedet.
  • Brug gang som transport.

Under hele forløbet har Bettina været i tæt dialog med kosteksperterne fra ’Sundt og Sjovt’ via en app. En gang om ugen sender hun sine mål, vægt og fortæller, hvordan det er gået med madplanen og træningen. Kosteksperterne besvarer hendes spørgsmål, sender nye madplaner og giver ros og støtte.

– Støtten betyder så meget. På et tidspunkt gik min vægt i stå, men de skrev til mig, at det var helt normalt, fordi jeg gik så meget, og musklerne vejede mere end fedt, forklarer hun.

Farvel til medicin

Bettina tabte tre kilo den første uge, og siden er vægten bare gået ned. På knap halvandet år har hun tabt 31 kilo. I dag vejer Bettina 77 kilo fordelt på 172 centimeter, og hendes BMI-tal er normalt.

– Min mand synes, at det er blevet lidt dyrt i tøj, fordi jeg næsten ikke kan gå forbi en tøjbutik uden at købe noget. Tidligere kunne jeg kun passe tøj i store størrelser, siger Bettina, der er gået fra størrelse XXXL til L.

I takt med at vægten er faldet, har Bettina vinket farvel til kolesterolmedicin og fire forskellige præparater mod forhøjet blodtryk.

– Jeg har fået det så godt, og mit velbefindende betyder alt. Jeg kan lege på gulvet med mine fire børnebørn uden at være bange for, at jeg ikke kan komme op igen, fortæller hun.

I vinter faldt Bettina på en af sine gåture, og det fik hendes søn til at konkludere, at det var mere betryggende, dengang mor bare sad på sofaen. Men Bettina skal ikke tilbage til sofaen.

– Nu er jeg ægte glad. Før var jeg også glad, men det var ikke helt ægte. Nu fortæller folk mig, at mine øjne stråler, smiler hun.

I Ude og Hjemme nr. 22, der udkommer 24. maj 2023, får du en guide til 'Sundt & Sjovt' vægttab, en indkøbsliste og opskrifter til fem dage dage.

Madplan

DAG 1
Morgenmad: Overnight oats med kokos og blåbær.
Frokost: Pitabrød med tunmousse.
Mellemmåltid: Knækbrød med æble og hytteost.
Aftensmad: Hakkebøf med grøntsagsmos.


DAG 2
Morgenmad: Smoothie med blåbær og banan.
Frokost: Clubsandwich med karry og ananas.
Mellemmåltid: Pølsehorn med kylling.
Aftensmad: Fish’n’chips med ærtedip.


DAG 3
Morgenmad: Bananpandekager med blåbær.
Frokost: Kyllingesalat med spidskål og æble.
Mellemmåltid: Hjemmebagt bananbrød.
Aftensmad: Pasta i cremet svampesauce.


DAG 4
Morgenmad: Havregrød de luxe.
Frokost: Sandwich med æggesalat.
Mellemmåltid: Bites med abrikos og dadler.
Aftensmad: Kyllingefrikadeller med fritter og tzatziki.


DAG 5
Morgenmad: Hjemmebagte müsliboller.
Frokost: Rugbrød med pålæg.
Mellemmåltid: Snickerskage.
Aftensmad: Calzone med serranoskinke.

Sponsoreret indhold