Sænk dit kolesteroltal

To ud af tre danskere har for meget kolesterol i blodet, og en halv million tager hver dag kolesterolsænkende medicin for at undgå den hyppigste folkesygdom, nemlig blodpropper i hjerte og hjerne.
Medmindre dit kolesteroltal er meget højt, hvilket skyldes arvelige faktorer, kan du imidlertid også spise det et godt stykke ned. Først og fremmest skal du vælge grønt, groft og fisk frem for kød og mejeriprodukter.
For manges vedkommende bliver medicinen da overflødig, samtidig med at du forebygger mange andre sygdomme, blandt andet kræft, sukkersyge og demens. Forskning peger endda på, at man opnår et sundere resultat ved at sænke kolesteroltallet med fornuftige kostvaner end ved at tage medicin. Så valget er i bund og grund let.
GODE VALG MOD KOLESTEROL
Bælgfrugter
Både bønner, ærter og linser er fulde af kostfibre, som forhindrer kolesterol og kolesterolholdige galdesyrer i at blive optaget i kroppen. Fibrene danner en gel, som holder fast på kolesterol, så det i stedet ryger ud af kroppen.
Oliven
Oliven og olivenolie indeholder monoumættet omega-9 fedt, der er alle tiders alternativ til det mættede mejerifedt, som forhøjer kolesteroltallet. Derfor skal du om muligt bruge olivenolie i stedet for smør og Kærgården og også gerne i stedet for omega- 6 plantefedt fra blandt andet majs, tidsel og solsikke, som vi generelt får for meget af.
Havregryn
Havregryn og havregrød er noget nær den optimale morgenmad, især hvis du ikke putter sukker på, men i stedet vælger nødder eller rosiner. Beta-glukaner hedder de særlige kostfibre i havre, som holder på kolesterol i fordøjelseskanalen, så det ryger ud uden at blive optaget i kroppen. Husk kun at bruge mini- eller skummetmælk. Også andre havreprodukter som havreklid sænker kolesteroltallet, ofte i størrelsesordenen fem procent.
Æbler
Alle former for frugt og grønt er sunde, men når det gælder kolesteroltallet, indtager æbler en særplacering på grund af de kostfibre, som hedder pektin. Bær Bær er koncentreret sundhed, også når det gælder kolesterolsænkende stoffer, blandt andet polyfenoler i blåbær, druer og hindbær. Spis bær til hvert måltid i alle regnbuens farver.
Fisk
Fisk sænker ikke i sig selv kolesteroltallet, men når du vælger et måltid med laks, sild eller anden lækker fisk, spiser du ikke kolesterolforhøjende kødretter. Desuden beskytter omega-3 fiskeolier fra fede fisk dit kredsløb mod åreforkalkning og forhøjet blodtryk. Nødder og mandler Nødder og mandler er fulde af umættede fedtsyrer, som er sunde for kredsløbet og især sænker det skadelige LDL-kolesterol. Også marcipan er et godt valg, såfremt du vælger et kvalitetsprodukt fremstillet af mandler i stedet for den billigere abrikoskernemarcipan.
Alkohol
En eller højst to genstande om dagen forhøjer blodets indhold af HDL, som er den gode form for kolesterol, der sænker faren for blodpropper. Drik ikke mere end dette og pas i det hele taget på med alkohol, hvis du har problemer med blodtrykket.
Sojaprodukter
Produkter fremstillet af soja sænker kolesteroltallet på grund af sojaprotein. Sojadrik og tofu er gode valg, når du vil variere kosten på en sund måde. Naturmedicin Naturlægemidler med tørrede, knuste loppefrøskaller (Husk) eller guar-gummi (Guarmin) indeholder vandopløselige kostfibre, som kan sænke kolesteroltallet. Husk at drikke godt med vand samtidig.
DÅRLIGE VALG MOD KOLESTEROL
Æg
Et æg om dagen er i orden, men så heller ikke mere, for de rummer meget kolesterol. Har du sukkersyge eller kolesterolproblemer, bør du være endnu mere tilbageholdende med æg.
Kaffe
Norsk kogekaffe, der fremstilles ved at lade bønnerne koge sammen med vandet, kan presse kolesteroltallet op, men ellers er der ingen problemer med kaffe. Slik, kager, chips og junkfood Disse produkter er fyldt med mættet fedt og måske også skadelige transfedtsyrer, der ikke blot øger blodets farlige LDL-kolesterol, men også gør blodet mere tilbøjeligt til at klumpe sammen til blodpropper.
Rødt kød
Foruden at øge faren markant for tyktarmskræft indeholder rødt kød mættet fedt, som øger kolesteroltallet.
Mejeriprodukter
Fede mejeriprodukter er fyldt med kolesterolskadeligt mættet fedt. Vælg altid de fedtfattige varianter, som til gengæld synes at sænke blodtrykket. Hold dig fra planteolier fra kokos og palme, som ligeledes er fyldt med mættet fedt.
Rejer
Kolesterolet i rejerne betyder, at du bør holde lidt igen, især hvis du allerede har problemer med kolesteroltallet.