Selvbruner eller solarium?

Hej Dennis.
Jeg er stoppet med solarium og har forsøgt mig med selvbruner. Uanset mærke synes jeg, at huden føles stiv efter brug, også selv om jeg sørger for at bruge skrubbe- og fugtighedscreme og plejer ansigtets hud. Jeg tog ikke kun sol for at blive brun, men også fordi det hjælper på min urene hud. Alt i alt vil jeg gerne gå i solarium igen, for jeg nyder også varmen.
Vil det være mindre farligt, hvis jeg bruger solcreme og nøjes med en-to gange om ugen? Jeg er 28 år og går til kosmetolog. Jeg er blåøjet og har fregner, men kan blive brun.
Venlig hilsen Jeanette
Hej Jeanette.
At du bliver en smule stram i huden af selvbruneren kan skyldes flere ting. Måske tilfører fugtighedscremen ikke nok fugt til din hud, og du kan så forsøge dig med et andet mærke. Men det kan også være, at du er for ivrig. Brug kun selvbruner to-tre gange om ugen. Med hensyn til solariet har du ret i, at det er dejligt med varmen. Men det kan ikke siges for tit, at det hverken er sundt eller pænt at overdrive brugen. Der er kræftrisikoen, som du jo er klar over, men solariet er også med til at gøre huden læderagtig og grå.
Du kan godt bruge solfaktor, men det bedste er helt at undgå kunstig sol. Kan du ikke det, bør du nøjes med en gang om måneden. Du må så klare dig med hudplejeprodukter, når det gælder din urene hud. Hvad med at dropppe det solbrændte look? I takt med at du bliver ældre, kan det være smukt at have lys hud, specielt med dine fregner.
Knus Dennis