Sund

Syv sunde tips: Juleshopping uden stress

16. december 2019 af Jerk W. Langer. Foto: Panther Media
Julegaveindkøbene kan give en del stress og sved på panden - så hvorfor ikke trøste dig med, at det er god træning. Her får du syv tips til at juleshoppe på en sund og afstressende måde.

Nu er det ved at være sidste udkald til at få ordnet julegaverne, og det kan give en del stress. Har du meget at se til, kan du måske trøste dig med, at juleindkøbene kan blive ganske god træning, for det kræver flere kræfter, end man umiddelbart gør sig klart. Den kalorieforbrænding er værd at tage med, for så er der lidt mere plads til at kaste sig over alle julens gastronomiske fristelser. Så sammen med mit ønske om en glædelig jul til dig og dine, får du i denne uge gode råd til at juleshoppe på en både sund og afstressende måde.

Hermed ønskes du en glædelig jul,

Jerk W. Langer

Giv et abonnement på Ude og Hjemme i julegave

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Syv gode råd:

  • Begynd tidligt på dagen, før de andre har fået øjne. Så har du den første times tid overvejende for dig selv og slipper for lange butikskøer, der irriterer og trætter benene.
  • Tag et par gode kondisko på, så du kan sætte fart på, når du bevæger dig fra butik til butik. Har du lyst og overskud, kan du snuppe omvejene ad sidegaderne for at forlænge turen.
  • Klæd dig fornuftigt på, gerne med svedtransporterende tøj eller lag-på-lag, så du let kan få tøjet af og på. Der er ingen grund til at rende ind i et hedeslag i stormagasinet.
  • At bære juleindkøb er alletiders styrketræning. For ikke at forslæbe dig til en dårlig ryg, så du i bogstaveligste forstand må ligge vandret resten af julen, kan du placere de tungeste gaver i en rummelig rygsæk, så ryggen ikke belastes skævt.
  • Når du bærer poser i hænderne, kan du bruge handsker for at skåne fingrene. Husk at fordele vægten ligeligt mellem højre og venstre arm. Løft gerne poserne med jævne mellemrum. Ingen opdager, at du er fuld gang med styrketræning af overarmsmusklerne.
  • Uden mad og drikke duer julehelten ikke. Spis et sundt morgenmåltid hjemmefra, så du ikke bliver sukkersulten undervejs.
  • Tag dig tid til en pause, hvor du får vand, te eller et glas gløgg. Du kan tabe meget væske ved at slæbe tunge varer og opholde dig i varme butikker.

Sponsoreret indhold