Tabte 10 kg: Jeg fik nyt selvværd

3. januar 2018 af Marianne Knudsen, Foto: Morten Mejnecke og private

23-årige Signe Goldbæk har været ”den tykke pige” det meste af sin barndom, og mange gange har hun forsøgt at tabe sig, så hun kunne ligne de andre piger fra klassen. Men det var først, da hun for et år siden tog på Ubberup Højskole, at hun forstod, hvad der skulle til. Nemlig et andet syn på sig selv.

I Signes kontaktbog er skrevet et hav af undskyldninger for, hvorfor Signe heller ikke denne gang kan deltage i skolens svømmeundervisning. For det værste, den dengang 12-årige pige kunne forestille sig, var at stå i badedragt foran sine klassekammerater. Ikke fordi nogen sagde noget, men deres blikke fortalte, hvad de tænkte. Det bildte Signe sig i hvert fald ind.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

– Jeg kunne selv se, at jeg ikke så ud som dem. Jeg var større og havde tykkere lår og mave, og jeg kunne være helt grædefærdig bagefter, når jeg havde sammenlignet mig med de andre i omklædningsrummet, fortæller Signe.

Hendes mor forsøgte at trøste hende med, at der blot var tale om hvalpefedt, som ville forsvinde i takt med, at hun blev ældre. Det hjalp nogle gange, men andre gange slet ikke.

Så hoppede Signe på en af ugebladenes slankekure sammen med sin mor og tabte sig en smule. Men de tabte kilo sneg sig altid på igen. For hjemme hos Signe var der ingen restriktioner. Slik og kage var tilladt – og var man sulten efter første portion, tog man en mere.

– Det er slet ikke sådan, at jeg har spist en masse usundt hver dag. Vi gik bare ikke op i, hvad vi spiste. Jeg var også aktiv i fritiden og spillede masser af håndbold. Jeg tror mere, at jeg blev overvægtig, fordi jeg spiste for meget, og fordi jeg spiste efter mine følelser. Var jeg ked af det eller frustreret over noget, så tog jeg lige et ekstra stykke toastbrød med pålægschokolade eller slik fra skabet.

Gjorde grin med sig selv

Da Signe gik i 7. klasse, blev hun af skolens sundhedsplejerske opfordret til at passe på vægten. Det fik familien til at søge hjælp hos en diætist. Signe blev her bedt om at skrive alt ned, som hun spiste. Men da hun efter en uge stolt viste diætisten, hvad hun havde spist, mistede hun modet. For diætisten skældte ud over, at Signe havde spist en rugbrødsmad med leverpostej. Var hun da ikke klar over, hvor meget fedt det indeholdt?

– Det var virkelig en forfærdelig oplevelse, så det stoppede jeg med. Jeg sagde til min mor, at jeg i stedet for ville forsøge at holde min vægt, så jeg i det mindste ikke tog mere på.

Veninderne nævnte aldrig hendes størrelse – kun Signe selv gjorde opmærksom på det. Hun spillede klassens klovn og jokede undskyldende, når hun tog et stykke kage for øjnene af veninderne, eller omtalte sig selv som ”Fede Signe”.

– Jeg er egentlig meget udadvendt og har altid haft venner. Men jeg har også altid haft lyst til at skjule mig og ville hellere sidde i sofaen end danse med på bordene til gymnasiefesterne. Jeg var overbevist om, at de andre ville kigge efter mig, siger Signe ærligt.

De tre år i gymnasiet gik, men hvalpefedtet forsvandt ikke – tværtimod tog Signe ret meget på, og da hun opdagede, at vægten på et tidspunkt svingede op på 90 kilo, var hun helt ødelagt.

– Nu er det slut, sagde jeg til mig selv og meldte mig ind i et fitnesscenter. Hun fik centerets kostvejleder til at lægge en plan, men det hjalp ikke. Signe tabte sig et par kilo, tog dem på igen og blev til sidst så optaget af tallet på badevægten, at hendes mor endte med at fjerne vægten fra badeværelset.

Tanker om vægten fyldte alt

Først da Signe blev ansat på et rejsebureau for at uddanne sig til rejsekonsulent, knækkede hun koden til sit vægttab. I hvert fald for en stund. Hun havde vundet et forløb hos en ny kostvejleder, og i løbet af relativt kort tid tabte hun 12-13 kilo.

– Jeg var helt elektrisk over, at jeg havde tabt mig så meget. Det var virkelig stort for mig, og det gav mig et helt nyt overskud. Jeg fik lyst til at shoppe nyt tøj, være med til fester og få en kæreste – alt det, som jeg hidtil havde sagt nej til. Det ville jeg nu!

Signe nåede dog ikke at nyde sin nye tilstand særligt længe, før hun begyndte at tage på igen. Små 10 kilo røg på, selv om hun kæmpede imod. Til sidst opgav hun ganske enkelt og sagde til sig selv, at så kunne det også bare være lige meget, og så fandt hun sit store tøj frem igen fra det bagerste af klædeskabet.

I årene efter fyldte overvægten meget i Signes bevidsthed, uden at hun var i stand til at gøre noget ved den. Det betød meget for hende, at vægten ikke blev ved med at stige – men det gjorde den alligevel, kunne hun konstatere.

Signe formanede igen sig selv om, at det nu skulle være slut, men denne gang var hun meget bevidst om, at hun skulle have hjælp, og at den skulle bestå i mere end blot en kostplan.

Fra en bekendt havde hun hørt om Ubberup Højskole og om, hvordan opholdet havde hjulpet hende med at tabe sig ganske meget, og Signe fik derfor lyst til at besøge højskolen for at se, om det kunne være noget for hende. Med sin mor tog hun af sted, og de havde knap nok forladt højskolen efter rundvisningen, før Signe konkluderede, at det var lige præcis dét, hun skulle.

Fik nyt syn på sig selv

Og beslutningen viste sig at være rigtig. I løbet af de fire måneder, som opholdet varede, ændrede Signe sin indstilling fra at tro, at hun blev lykkelig, når hun havde tabt 10 kilo, til at forstå, at hun ikke nødvendigvis ville blive mere lykkelig af at blive tyndere.

– Det var en øjenåbner for mig, da jeg langt om længe forstod, at det vigtigste for at få det godt ikke havde med min vægt at gøre. Det drejede sig derimod om min holdning til mig selv. Overvægten var blot et symptom på, at jeg ikke havde noget selvværd. Jeg har altid fået masser af ros for de ting, jeg gjorde og kunne. Men ikke for at være den, jeg var. Jeg har derimod altid rakket mig selv ned, undskyldt mig eller været ked af at være den, jeg var. Pludselig oplevede jeg at få ros for bare at være mig, forklarer Signe.

Humøret steg og vægten faldt

På Ubberup var der fokus på Signe – på, hvad hun ville, og hvad hun havde lyst til – og det gjorde hende godt. Samtidig fik hun et andet syn på kost og motion, så det blev en mere naturlig del af hverdagen. Og resultaterne kunne ses på både humøret og vægten. Ved den sidste vejning kunne Signe glæde sig over at have tabt 10 kilo, uden at hun havde spekuleret særlig meget over det.

– På Ubberup Højskole havde jeg været glad og ikke stresset. Jeg havde ikke tænkt på min vægt, og alligevel havde jeg tabt mig. Det var virkelig et vendepunkt, fortæller Signe, der kom hjem fra højskolen og straks meldte sig til instruktøruddannelsen i zumba. Noget, hun tidligere havde ment var udelukket, så længe hun ikke selv var fit og slank. I dag har hun to zumba-hold og er barselsvikar for et tredje – og superstolt af sig selv.

– Jeg har forsøgt at tabe mig i mange år, og så var det oppe i mit hoved, at den største ændring skulle foregå. Jeg er stadig den samme Signe, men jeg er gladere, og min tilgang til min vægt er en helt anden. Når jeg foreslår mine veninder, at vi skal hygge os med noget lækkert, bliver de nogle gange bekymrede og spørger, om det nu også er en god idé. Men jeg svarer altid: ”Bare rolig, jeg har styr på det,” smiler Signe.

For det føler hun, at hun har. I dag har hun ikke et mål, hun skal nå. Hun ønsker at tabe 10 kilo mere, men det bliver ikke ved at følge en fanatisk madplan. Det bliver i Signes eget tempo med de kostråd, hun fik på Ubberup Højskole.