Sund

Tabte 37 kilo med Dukan-kuren

5. september 2012 af Marianne Knudsen
Rita Pedersen havde forsøgt adskillige slankekure og opgivet dem igen. Lige indtil hun læste om Dukan-kuren, der tillader, at man spiser så meget, som man kan. Det gjorde Rita - og tabte 37 kilo.
Foto: Jacob Ljørring og privat
Foto: Jacob Ljørring og privat

48-årige Rita Pedersen fra Toreby på Lolland har truffet sit livs beslutning. Aldrig nogensinde vil hun være overvægtig igen, og for at understrege den beslutning har hun tømt sit klædeskab for tøj i størrelse alt for stor. Ikke så meget som et par bukser i størrelse XX large har overlevet som et minde. Alt er kasseret.

I flere år har hun været kvinden, som helst ville være usynlig. Kvinden, der krøb langs panelerne og helst ønskede at falde i med tapetet. Badevægten viste 101 kilo, og det var pinligt, syntes hun. Så Rita havde det bedst derhjemme.

Læs også: Blev slank og fik et nyt liv

- Jeg gemte mig bag min mand, når vi var ude blandt andre, og havde slet ikke lyst til at være sammen med andre. Jeg følte, at de bagtalte mig, fordi jeg var så stor, afslører Rita, der først havnede i kategorien overvægtig for 10 år siden.
 


Rita vejede 101 kilo for otte
måneder siden.

Var deprimeret
Dengang mistede hun sit job som køkkenassistent, og lange dage uden indhold gjorde hende deprimeret. Højdepunktet blev køleskabets indhold og det lokale pizzeria.

- En stor pizza med ekstra ost var favoritten, husker Rita, der ikke decideret var nogen sukkergris med hang til slik og kager. Hendes last var chips, cola og fastfood - i store mængder.

Da vægten nåede 95 kilo for et par år siden, forsøgte hun for første gang at slanke sig. Hun gik i gang med at tælle kalorier og snittede og hakkede grøntsager på livet løs. Resultatet udeblev da heller ikke, og Rita tabte sig knap 20 kilo.

Men hun blev træt af at tælle og træt af alle de grøntsager, som hun ikke en gang bryder sig som, siger hun.

Led og ked af kure

Så hun tog samtlige kilo på igen - plus seks mere.

Men så en onsdag, hvor hun købte Ude og Hjemme, var der en særlig slankekur med bladet. Dukan-kuren hed den.

- Den var lige mig, fordi man må spise masser af kød. Så jeg tænkte, at det må kunne lade sig gøre at tabe mig med den kur, fortæller Rita, der tømte indkøbskurven med de sædvanlige usunde madvarer og i stedet fyldte den med oksekød.

Behøver ikke sulte
Da de første 10 kilo var smidt, troede hun virkelig på det. Denne gang ville det lykkes.

I dag har hun så nået sit mål. Rita er igen blevet den slanke kvinde, som hun har det bedst med at være, og hun nyder igen at kunne købe tøj i almindelige dametøjsforretninger.

- Jeg hadede at købe tøj og skulle i hvertfald ikke prøve det i forretningen. Nu nyder jeg det, og jeg har derfor også advaret min mand om, at mit tøjbudget nok bliver større fremover, smiler Rita glad.

Læs også: Tabte sig og blev gravid

Sponsoreret indhold