Brev til Anne-Marie: Gensyn med min første kæreste

Kære Anne-Marie
Jeg mødte tilfældigt min første kæreste i sidste uge. Jeg var i et stormagasin, og pludselig stod han foran mig. Han sagde hej, og jeg blev helt forvirret, men svarede selvfølgelig. Jeg har ikke set ham i 20 år, men han lignede sig selv.

Jeg er som en teenager

Jeg har tænkt på ham engang imellem, men i dag er jeg gift og har to voksne børn. Jeg ved, at han også er gift, og jeg tror, han har børn.
Vi stod og talte lidt frem og tilbage, indtil han skulle videre. Nu kan jeg ikke få ham ud af mine tanker, og jeg spekulerer på, hvorfor jeg mødte ham. Han havde glimt i øjet og det varmeste smil, og jeg var helt solgt, da jeg gik derfra.Tror du, at vi ses igen? Jeg har fundet ham på Facebook. Skal jeg skrive til ham? Jeg er blevet som en teenager påny, og jeg kan ikke helt forstå det, for jeg har verdens sødeste mand. Hvad er det, jeg har gang i?
Venlig hilsen stenbukken

Hold fast i din mand

Kære stenbuk
Jeg tror, vi alle husker vores første kæreste, som altid vil være noget særligt for os. Når han så pludselig står foran dig og smiler, kan jeg godt forstå, du bliver lidt ramt.
Jeg synes dog ikke, du skal lægge for meget i det, og jeg fornemmer ikke, at der sker mere mellem jer. Som du skriver, har du en dejlig mand, og ham skal du holde fast i. Men derfor kan du godt tænke lidt på din første kæreste af og til ...
Kærlig hilsen Anne-Marie