I lovens navn

Simon Spies havde sex med unge piger: Derfor blev han ikke straffet for det

11. oktober 2022 Af Bent Isager-Nielsen. Foto: Ritzau Scanpix
Den afdøde rejsekonge Simon Spise havde sex med unge piger, men der blev ikke rejst politisager mod ham – måske fordi, at de trods alt var 15 år eller ældre. Men det ændrer ikke ved, at Spies nok som minimum var Danmarks til dato mest kendte sugardaddy, måske endda det, der var værre, skriver Ude og Hjemmes krimiekspert, Bent Isager-Nielsen.
Rejsekongen Simon Spies med en globus

Jeg har set dokumentarudsendelsen på DR 1 om Simon Spies.

Hvordan kan det være, at der aldrig blev rejst straffesager mod Simon Spies, når nogle af pigerne tilsyneladende var under 15 år?

Tror du, det var fordi, alle så op til Spies, og fordi pigerne tilsyneladende gik frivilligt med til det? Er det ikke under alle omstændigheder ulovligt at have sex med mindreårige?

- Venlig hilsen MF

Hej MF

Også jeg har set dokumentarudsendelserne og fulgt den efterfølgende debat og mediedækning.

Og det er tankevækkende, at man i dag ser så fundamentalt anderledes på ting, der var bredt accepteret dengang.

Det er pudsigt, at jeg faktisk for nylig her i bladet (i Ude og Hjemme nr. 14 i år) skrev om nogle af de sager og de lovændringer, der i disse år bliver indført primært på grund af en ny tidsånd og et nyt syn på mange forhold.

Det er blandt andet ny voldtægtslovgivning om samtykke, lovgivning mod psykisk vold og stalking og meget andet.

Begrebet frivillighed

Særligt relevant for dit spørgsmål er den nye lovgivning om, at en voksen persons sex med et barn under 15 år altid nu bliver betragtet som voldtægt, uanset graden af frivillighed. Voksen i denne sammenhæng er 22 år.

Sex med børn under 15 år har altid været ulovligt, men altså ikke været betragtet som voldtægt. Og eventuelle straffe til den voksne blev tydeligt meget lavere, hvis der var tale om, at pigerne frivilligt, altså uden fysisk tvang, sagde ja til at have sex.

Der er heldigvis også med den nye lovgivning kommet et nyt syn på begrebet “frivillighed”, for eksempel hvis der er en ulige balance mellem parterne i alder, rigdom, magtforhold og afhængighed.

Blev forherliget

Synet på ældre mænds seksuelle relationer til unge piger er noget af det, som har ændret sig markant i kølvandet på #MeToo-bevægelsen.

Jeg ved ikke, om Simon Spies havde sex med piger under 15 år. I så fald ville det have været strafbart også dengang.

Men der er vist ikke tvivl om, at han havde sex med piger på 15 år og lidt ældre. Og som det jo også fremgår af den massive mediebevågenhed efter DR-dokumentaren, var det noget, pressen og store dele af samfundet tilsyneladende vidste og nærmest forherligede.

Så forudsat at Simon Spies ikke havde sex med piger under 15 år, gjorde han altså ikke noget strafbart, og det er svaret på den del af dit spørgsmål. Hvis ingen dengang anmeldte, at der var tilfælde af sex med piger under 15 år, var der simpelthen ingen politisag.

Man var snerpet

Jeg kan se, at jeg allerede i Ude og Hjemme nr. 51 i 2020 på baggrund af et spørgsmål fra en læser var inde på forbud, kriminalisering og betydningen af tidsånd og frisind. Og de begreber er vel lige nøjagtig dem, Spies-dokumentaren sætter spørgsmålstegn ved.

I 1960’erne og 70’erne var der jo en opfattelse af, at alt så at sige skulle være tilladt, og at man var snerpet, hvis man ikke gik ind for alle mulige former for sex – uanset alder.

Helt uforståelig med nutidens øjne var dele af venstrefløjens modstand mod kriminalisering af børneporno, og der er næppe heller megen tvivl om, at det tilsyneladende frisind på det seksuelle område – også i forhold til børn – har været årsag til mange omkostninger, ofre og stor menneskelig smerte.

Jeg erindrer selv tydeligt partiet Venstresocialisternes latterliggørelse og hetz mod daværende folketingsmedlem Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti, der varmt talte for kriminalisering af børneporno.

Ingen fornuftige mennesker kan vel i dag være modstander af forbud mod børneporno, der som bekendt også for længst er blevet kriminaliseret.

Sugardating

Dokumentaren om Spies fik mig i øvrigt til at tænke på begrebet sugardating, som har været omtalt en del de senere år.

Fænomenet dækker typisk over en relation mellem en ældre mand, en sugardaddy, og en ung pige eller ung kvinde, hvor manden giver lommepenge, oplevelser, middage, rejser, forkælelser og hotelophold, måske penge eller dyre gaver til gengæld for intimitet, der hovedsageligt består af seksuelle ydelser.

Fænomenet er tilsyneladende ret udbredt, og det er ikke som sådan strafbart, forudsat pigen er fyldt 15 år.

Simon Spies var nok som minimum Danmarks til dato mest kendte sugardaddy, måske endda det, der var værre.

- Venlig hilsen Bent

Bens Isager-Nielsen

 

 

Sponsoreret indhold