Ekspert: Børn skal sove hos mor indtil de er tre år

Holdningen til små børn i dobbeltsengen har været delte i årevis. Nu tyder ny forskning på, at børn helt op til tre års alderen har bedst af at sove i forældrenes seng.

Ny forskning tyder på, at børn har bedst af at ligge i mors seng, indtil de er tre år gamle.

Dit barn skal lære at sove i sin egen seng gerne så hurtigt som muligt. I hvert fald er der ingen grund til at sove med barnet, når det er over otte måneder gammelt. Sådan har rådet været fra stribevis af sundshedsplejersker gennem årene. Og rådet er ofte taget imod med kyshånd fra forældrene, der – endelig – kunne få deres dobbeltseng for dem selv. 

LÆS OGSÅ: For lidt søvn kan gøre børn overvægtige

Men måske er det et helt forkert råd. Det mener i hvert fald den sydafrikanske børnelæge, Niels Bergmann fra Cape Tovn Universitet. Ifølge den britiske avis The Telegraph kan børnelægen fremlægge en ret tankevækkende og overbevisende forskning. Den viser, at børn ikke bliver så stressede, når de sover sammen med deres mor. Han har studeret søvnmønstret hos 16 spædbørn. Her kunne han se, at de små børns hjerte var udsat for tre gange så meget stress, hvis de sov alene i en vugge fremfor ved deres moders bryst. Faktisk var der kun seks børn, der havde en rolig nat, når de sov alene. 

Får en bedre søvn

Børnelægen anbefaler derfor, at børn sover i forældrenes seng, indtil de er tre år. Det giver dem en meget bedre søvn. Men det er ikke alt. Børnelægen har også konstateret andre fordele ved at sove sammen. Ifølge forskeren har nogle mødre nemlig sværere ved at knytte sig til barnet, hvis de sover hver for sig. 

LÆS OGSÅ: Trætte kvinder er sultne

Hidtil har mange børnelæger ment, at den uforklarlige vuggedød kunne skyldes, at børnene sov i forældrenes seng. Et studie fra Storbritannien  har således afdækket, at uforklarlig vuggedød i to ud af tre tilfælde sker, når barnet sover sammen med forældrene. 

Nils Bergmann er dog sikker på, at det trods disse oplysninger er bedre, at børnene sover i forældrenes seng, indtil de er tre år. 

Skyldes andre ting

- Når babyer bliver kvalt og lider vugedøden, er det ikke, fordi deres mor er tilstede. Det er på grund af andre ting, giftige dampe, cigaretter, alkohol, store puder og farligt legetøj, siger han.

Herhjemme anbefaler de fleste søvnforskere, at barnet sover i forældrenes soveværelse – men i egen seng. Det tyder da også på, at forældrenes lyde om natten kan være med til at holde spædbørns vejrtrækning i gang, så vuggedød ligefrem forebygges. 

LÆS OGSÅ: To måneder uden søvn

Ifølge TV2.dk, udtaler søvnekspert Mikael Rasmussen, at forældrenes ønske om at få deres små børn placeret i eget værelse ikke handler om barnets trivsel.

- Det handler mere om, at forældrene har et behov for at være alene i soveværelset, siger han til tv2,dk