En læser fortæller: Aksel ku’ godt

Selv om hans start på tilværelsen må have været svær, fik han dog et godt liv.

En karl eller pige fra institutionen

På min hjemegn lå der i begyndelsen af 1960’erne en institution for udviklingshæmmede. De fleste var blevet anbragt på stedet allerede i barndommen, og mange forældre blev ved indlæggelsen af deres handicappede barn rådet til at glemme det og skynde sig at få et nyt og rask barn. Derfor var der mange af beboerne på stedet, som ikke havde kontakt til deres familie.

I min barndom var det almindeligt, at landmænd fra området havde en karl eller en pige boende, som kom fra institutionen. For en sjat lommepenge og fuld kost og logi arbejdede og hjalp de så til på gårdene.

Min farmor og farfar havde sådan en mand boende på deres lille landbrug, som også bestod af en stor frugtplantage. Manden hed Aksel, og vi børn vidste godt, at han var anderledes og skulle bruge lidt mere tid end andre til at forstå de opgaver, han fik. Men når først det sad fast, udførte han alt til punkt og prikke. Vi funderede ikke over, hvad der egentlig var i vejen med ham, for Aksel var jo bare Aksel.

Aksel kunne gå til hånde stort set alle steder på gården, og han var sød og hjælpsom, meget stille og altid rar at være i nærheden af. For os var han en vigtig del af livet hos farmor og farfar.

Aksel var med, når der var gæster, men for det meste sad han for sig selv, og jeg tror, han spiste i køkkenet, når der var stort gæstebud.

Der var nogle weekender og helligdage, hvor Aksel ikke var på gården, så måske har han haft nogle familiemedlemmer at besøge. Men det var ikke noget, der blev talt om.

32 stykker smørrebrød

Indimellem gav Aksel anledning til morskab, men det var aldrig ondt ment. En af de historier, der selv i dag bliver fortalt i familien, handler om ham, og faktisk gav den anledning til en vending, som vi stadig bruger.

Aksel skulle være alene hjemme og have besøg af en kammerat, måske fra institutionen. Farmor og farfar skulle nemlig ud at spise, og farmor havde smurt et fad med ikke mindre end 32 stykker smørrebrød, så der var rigeligt at hygge sig med for de to mænd.

Næste dag til morgenmaden kom Aksel stolt hen til farmor og sagde: – Jeg ku’ godt!

Farmor forstod ikke, hvad han mente, så hun spurgte til det, hvorefter Aksel uddybede: – Jeg kunne godt spise dem alle sammen!

Det viste sig, at kammeraten aldrig var dukket op, så Aksel havde ene mand sat de 32 stykker smørrebrød til livs.

Jeg var blevet teenager og havde alle mulige andre ting i hovedet, da min farmor og farfar solgte gården. Dermed gled Aksel ud af mit liv, og de næste mange år tænkte jeg kun sjældent på ham.

Nu er jeg blevet folkepensionist, og det har medført en tendens hos mig til at tænke tilbage på alt det, der var engang. Det gælder også Aksel, for hvad blev der egentlig af ham, og hvad var hans historie, inden han flyttede ind hos mine bedsteforældre?

Han fik alligevel et godt liv

Ved en sammenkomst mødte jeg for nylig en af min mors kusiner, og hun havde kendt Aksel og vidste besked om hans skæbne. Faktisk havde hun gået i klasse med ham i folkeskolen i landsbyskolens lille klasse, og hun kunne huske, at han havde siddet helt nede bagved uden at forstå ret meget af det, der blev undervist i.

– Han kunne ikke lære noget, og han fulgte bare med sin søster i skole og så hjem igen, fortalte min kusine.

Nogle år senere havde hans forældre åbenbart anbragt ham på den daværende institution, og derfra kom han ud at tjene hos min farmor og farfar.

Da de solgte gården, blev han karl hos en anden familie i nærheden, og senere flyttede han i en beskyttet bolig og arbejdede på et beskyttet værksted i nærheden.

Jeg blev glad for at høre dette om den lidt anderledes Aksel, for selv om hans start på tilværelsen må have været svær, fik han alligevel et godt liv.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.