En læser fortæller: Det går ikke med mor og mig

Jeg var et svigtet barn

Som jeg husker det, har jeg været på konfliktkurs med min mor det meste af mit 25 år lange liv. Hun havde altid sine egne ønsker og behov i fokus. Nogle af vores indbyrdes problemer har rod i min tidlige barndom, hvor jeg var udsat for regulært omsorgssvigt i et stærkt belastet miljø.

Mine forældre blev skilt, da jeg var lille, og min mor mødte derefter en anden mand, som blev far til mine to små brødre. Forholdet var turbulent, og jeg måtte jævnligt trøste mine små brødre, når bølgerne gik højt mellem de voksne.

Jeg var en halvstor skolepige, da min mor flyttede ind hos en ny mand. Hun efterlod mine brødre hos deres far og tog kun mig med, og det fik mig til at tænke, at så måtte hun vel holde af mig. Som voksen ser jeg det dog i et lidt andet lys, for jeg tror simpelt hen ikke, at hun anede, hvor hun ellers skulle gøre af mig.

Mors nye mand var voldelig over for hende, og det var jeg nu blevet gammel nok til at have en holdning til, hvilket gjorde mor rasende. Af indlysende grunde flyttede jeg tidligt hjemmefra. Jeg blev dog ved med at have kontakt til min mor, selv om vores forhold var belastet, og det spillede selvfølgelig også ind, at mine to brødre nu boede hos hende.

Jeg skal ikke have børn

I de seneste år har jeg haft en dejlig kæreste, Kim, og han kommer fra en tryg og velfungerende familie. Ofte har mors adfærd over for mig fået ham til at ryste på hovedet og mumle: – Jamen, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, skat.

Mine veninder er begyndt at få børn, og jeg har selvfølgelig også spekuleret meget over, om jeg også ønskede at blive mor. Jeg har ikke haft en positiv rollemodel at tage ved lære af, og jeg er bange for, at jeg ville ødelægge det hele. Det var en lettelse for mig at tage den beslutning, og heldigvis har Kim allerede to børn fra et tidligere forhold.

Jeg har altid følt, at mor ikke elskede mig på lige fod med mine brødre, og inden for det seneste år har jeg fået bekræftet, at det er sandt. Hun har nemlig både skrevet det til et familiemedlem og sagt til det til et andet.

Det var ret hårdt at få at vide, men det fik mig også til at tænke. For hvis der kun er smerte i en relation, er der vel ingen fornuftig grund til at holde fast i den?

For tre måneder siden havde jeg en ny kontrovers med min mor, og under et skænderi råbte hun til mig: – Jeg har altid behandlet dig som et råddent æg, eller som om du var lavet af glas, og det er jeg træt af!

– Mor, føler du virkelig, at du har måttet tage ekstra hensyn til mig? spurgte jeg. – For så synes jeg ikke, at du skal belemres med det mere. Lad os stoppe forholdet her.

Jeg gik min vej, og i et par uger hørte jeg ikke noget til hende. En dag bankede det pludselig på døren, og udenfor stod min meget vrede mor. Hun råbte og skreg, så hele opgangen kunne høre det, og hun svinede mig til og truede mig, så jeg fik et massivt angstanfald.

Nu ser jeg ikke mor mere

Det gjorde ikke den store forskel for mig, at hun et par uger senere dukkede op igen for at beklage de grimme ting, hun sagde den dag. Alt i alt bekræfter det mig bare i, at jeg har taget den beslutning, der er rigtigst og bedst for mig selv, nemlig ikke at se min mor, for det går bare ikke med os to.

Desværre er det ikke helt så enkelt, for i samme omgang har jeg mistet kontakten til mine brødre, og det er jeg rigtig ked af.

Den yngste af dem bor stadig hjemme, og den anden har netop været igennem et grimt brud med sin kæreste og har ikke brug for mere uro i sit liv. Derfor ser jeg heller ikke dem mere. Jeg var forberedt på, at det ville gå sådan, men det gør alligevel ondt.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.