En læser fortæller: Det sværeste at sige

I årevis har jeg skammet mig over at tænke, at jeg faktisk ikke elsker min mor.

De svære oplevelser i min barndom

Jeg er en ung kvinde på 22 år, som er i gang med at tage en længere uddannelse. Udadtil klarer jeg mig godt. Jeg bor på fjerde år sammen med min søde kæreste, og jeg har gode resultater på studiet, passer mit fritidsjob og har mange søde venner og veninder.

Indadtil ser tingene dog lidt anderledes ud, og det hænger sammen med, at jeg har haft mange svære oplevelser i min barndom. Det er først for nylig, jeg har kunnet formulere én bestemt sætning uden at føle mig nærmest syg af det.

Baggrunden er, at jeg er vokset op med en psykisk syg mor. I mange år prøvede hun at skjule, at hun led af bipolar lidelse, hvilket før i tiden var bedst kendt som maniodepressiv lidelse.

Sygdommen var alvorlig og medførte, at jeg aldrig vidste, hvor jeg havde min mor. Nogle dage var hun den mest kærlige, omsorgsfulde og støttende mor. Andre dage var hun fraværende og ligeglad med alt, også mig.

Det var ikke nemt at navigere i, og fra jeg var helt lille, følte jeg, at jeg var nødt til at holde mig i baggrunden og ikke kræve for meget opmærksomhed, fordi min mor havde brug for at være i fokus. Det var jo hende, der var syg, og som der skulle tages hensyn til. Jeg udviklede derfor en stille og genert facade, for på den måde gled tingene lettere.

Det var ikke bare indbildning, for jeg kan blandt andet genkalde mig en bestemt episode, som indtraf, da jeg var omkring syv år. Mine bedsteforældre boede i nærheden, og de var meget tilstedeværende under min opvækst.

Jeg flyttede til en plejefamilie

Denne bestemte dag var mor og jeg sammen med mormor i deres lejlighed. Så kom morfar hjem fra arbejde, og jeg løb glad ud til døren for at hilse på ham. Jeg nåede kun halvvejs, før mor indhentede mig og skubbede mig til side, så hun kunne hilse på morfar først, for det var åbenbart vigtigere.

Der skete sådan set ingen ting, men det lille intermezzo beskriver tingene meget godt: Mor tog opmærksomheden, og jeg skulle træde et skridt tilbage.

I teenageårene flyttede jeg til en plejefamilie, men skaden var allerede sket, og min falske og påtagede facade som den stille, forsigtige pige, der helst ville holde sig i baggrunden, var kommet til at føles som min ægte personlighed.

Selv om jeg var flyttet, havde jeg stadig kontakt med mor. Hun blev ved at fylde meget, og jeg kæmpede med lavt selvværd og havde svært ved at stå ved mig selv og mine holdninger.

Hvis jeg ikke opfyldte mine usynlige forpligtelser i forhold til min mor, mærkede jeg en stikkende, nærmest brændende fornemmelse løbe gennem min krop. Min mave knugede sig sammen, og jeg fik en dyb indre smerte.

Den fornemmelse oplevede jeg tusindvis af gange, før jeg omsider indså, at den udsprang af dårlig samvittighed over ikke at gøre nok for min mor og ikke holde nok af hende. Den dårlige samvittighed har været som en sygdom, der var ved at æde mig op indefra.

Mors sygdom er ikke mit ansvar

I løbet af det seneste års tid er det begyndt at gå op for mig, at jeg slet ikke af natur er stille og tilbageholdende. Det har bare været nogle karaktertræk, som jeg var nødt til at påtage mig for at kunne klare mig.

Derefter er det lykkedes mig at indse, at min mor eller hendes sygdom ikke er mit ansvar, og at jeg derfor med ro i sindet burde kunne smide min dårlige samvittighed væk. Ingen af os har selv valgt vores forældre.

Det har taget lang tid at give mig selv den frihed. Krævende har det også været, og det er stadig en fortløbende proces. Et sted indeni føler jeg endnu, at jeg skal værne om mor, bare fordi hun er min mor.

Jeg er dog på vej, og jeg arbejder med at sige en bestemt sætning, som jeg i årevis har skammet mig over blot at tænke, nemlig: Jeg elsker ikke min mor.

Jeg er mig, og jeg har lov til at være hovedperson i mit eget liv. Jeg er ikke sat i verden for at beskytte min mor, men bare for at være mig.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.