En læser fortæller: Gevinst med glæde og sorg

Vi kom overraskede til penge

Indtil 2015 var vores økonomi rimelig god, men så dummede vi os ved at købe et nyt hus, inden det gamle var solgt. Vi havde ikke råd til at sidde med to huse, men det kom vi til at gøre i over to år, og det endte med tvangsauktion og gæld.

Det var hårdt, men Jan og jeg holdt heldigvis sammen. Jeg var mest ked af det for vores to børns skyld, for vi måtte alt for tit sige til dem, at der var et eller andet, vi ikke havde råd til.

Vi kæmpede for at betale vores gæld så hurtigt som muligt. Familie og venner støttede os, men kun med moralsk opbakning, aldrig penge. Vi var nået et godt stykke af vejen, da vi meget overraskende kom til penge. Jeg havde arvet en lodseddel fra min farmor, og den vandt vi pludselig 337.000 kroner på.

Som det første betalte vi gælden ud, og vi tog også på en skøn rejse med børnene og købte en bil, som kun var to år. Derefter var der 87.000 tilbage, som vi satte i banken. Det var en selvfølge, at vi fortalte venner og familie om gevinsten, så de ikke troede, vi havde begået et bankrøveri.

Jans søster ville låne

Vi var netop kommet hjem fra ferien, da Jans storesøster en dag kom og bad om at tale med os. Hun spurgte ligeud, om vi kunne låne hende et større beløb – helt præcist 35.000 kroner.

Hun var tydeligvis beklemt ved situationen, og for os føltes det også meget pinligt. Vi kunne sådan set godt undvære de penge, og jeg havde lyst til at sige ja med det samme uden at vide, hvorfor hun ville låne.

Min svigerinde insisterede på at fortælle, hvad pengene skulle bruges til. Deres ældste og stadig hjemmeboende søn var kommet ind i et belastet miljø, hvor han var endt med at skylde penge for hash og nu blev truet med dummebøder.

Læs også:

Brev til Anne-Marie Østersø: Skal jeg låne penge til festen?

Drengen var skrækslagen og svor på at flygte til udlandet, hvis de henvendte sig til politiet. Det oprindelige beløb var større, men de havde allerede skrabet penge sammen og manglede nu de sidste.

Min svigerinde fik pengene, og vi blev enige om, at de skulle betale dem af over nogle år. Uanset om pengene nogle gange var forsinket eller ej, ødelagde det lån forholdet mellem os.

Vi blev kaldt pantelånere

Vi rykkede aldrig for afdragene, men der blev en mærkelig bitterhed og afstand mellem os og dem. Det blev især tydeligt til en stor familiefest, hvor min svigerindes mand fik for meget at drikke. Han refererede til os som ”pantelånerne” og andre ubehagelige ord, og vi fortrød i den grad, at vi havde lånt pengene ud.

Det, der skulle have været en håndsrækning inden for familien, endte i dårlig stemning og en sær modvilje. Vi havde ikke forventet en overstrømmende taknemmelighed, men dog heller ikke fjendtlighed. Heldigvis kom deres søn ud af problemerne.

Jan og jeg lovede derfor hinanden, at vi aldrig mere ville låne ud, for det gav en forkert balance i forholdet til modtagerne.

Læs også:

Claus Elgaard levede dobbeltliv: Spillede min familie væk

Derfor sagde jeg nej, da en veninde til min store overraskelse for et halvt år siden spurgte, om hun kunne låne 25.000. Hun havde et problem med at spille, hvilket jeg ikke havde haft den fjerneste anelse om, og hun var kommet i gæld ved at spille på nettet.

Hendes mand måtte ikke vide noget om det, for hun havde allerede været i problemer med det en gang før, og da havde han truet med skilsmisse, hvis det skete igen.

Jeg forklarede den holdning, der lå til grund for mit afslag, og jeg lagde især vægt på, at jeg ikke ville miste hendes venskab.

Jeg savner hende

Sørgeligt nok blev det sådan alligevel. Hun blev vred på mig, for hun mente, at vi sagtens havde råd til det. Inden hun bad om lånet, havde jeg nemlig netop fortalt, at vi havde bestilt et krydstogt i år sammen med børnene.

Enden på det blev, at hun gik i vrede, og siden har hun ikke haft lyst til at have kontakt med mig. Det er nu lidt over et år siden. Jeg tror måske, hun skammer sig, men jeg savner hende som veninde.

Efterhånden har vi ikke ret mange penge tilbage, og det er måske også det bedste. Nu håber jeg blot, at vi aldrig igen bliver bedt om et lån, for uanset om vi siger ja eller nej, er det åbenbart lige galt.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.