En læser fortæller: Jeg blev mobbet af min egen familie

Som voksen håbede jeg egentlig, at vores forhold var løbet ud i sandet – indtil den invitation kom.

Jeg blev holdt udenfor

Forleden fik jeg en invitation til min kusines datters konfirmation, hvilket undrede mig, for det var efterhånden en del år siden, at jeg sidst havde set min kusine Lene.

Faktisk havde jeg troet eller nok nærmere håbet på, at vores forhold var løbet ud i sandet. Måske var årsagen til, at hun nu inviterede mig, min mand og vores to teenagedøtre til sin datters konfirmation, at vi forventedes at komme med en fin gave, eller også var det en udstrakt hånd. Det fik mig til at tænke tilbage på min barndom med Lene og mine andre fætre og kusiner.

Jeg var enebarn, mens min mors bror havde to piger og en dreng, og min mors søster havde to drenge. Alle vi børn var født med få års mellemrum, og eftersom min mor og hendes søskende sås ofte og også tog på ferie sammen, ville det have været naturligt, at vi børn fik et tæt forhold. Det havde mine fætre og kusiner da også, men jeg blev altid holdt udenfor.

En af mine første minder om at føle mig alene i deres selskab stammer fra en stor familiefest hos min onkel. Ved børnebordet skulle jeg, mine fætre og kusiner og alle de andre børn, der var med til festen, sidde og spise, mens de voksne sad ved deres eget bord. ’

Da jeg gik derhen, var min kusine Lene og min fætter Daniel de første, der havde sat sig. De grinede og havde det sjovt, så jeg satte mig ved siden af Lene, der straks holdt op med at grine, hvorefter hun rejste sig og satte sig over på den anden side af bordet.

Daniel fulgte efter, og så sad jeg der helt alene med ledige stole på begge sider. Lidt efter kom nogle af min onkels venners børn og satte sig ved siden af mig, men det fjernede ikke min følelse af at føle mig uønsket.

De var enige om at udelukke mig

Det var ikke kun Lene og Daniel, der opførte sig sådan, det var alle mine fætre og kusiner. Når vi for eksempel legede gemmelege, kunne de finde på at stoppe legen, når alle de andre var fundet, selv om jeg stadig gemte mig.

Der var også engang på skiferie, hvor de alle stod ned af pisten i en række, mens de holdt hinanden på skuldrene. Da jeg prøvede at hægte mig på, slap de hinanden og løb fra mig. Sådan var der mange episoder i løbet af årene, der gjorde mig ked af det.

Når jeg i dag tænker tilbage, ved jeg ikke, hvorfor de behandlede mig sådan. Måske var det, fordi jeg var enebarn, lidt buttet eller ikke havde så smart tøj som dem. Måske var de bare tankeløse, men under alle omstændigheder virkede de enige om at lukke mig ude.

Jeg forsøgte nogle gange at tale med min mor om det, men hun slog det altid hen med, at så slemt var det nok ikke.

Da jeg blev teenager, holdt jeg op med at prøve at blive en del af mine fætre og kusiners klike. I stedet tog jeg altid en bog med, som jeg kunne læse i, når vi var til familiefest eller på ferie. Det betød, at mine fætre gav mig tilnavnet Bogormen. Det var selvfølgelig ikke sjovt, men jeg lod, som om det ikke gik mig på.

Lige så snart jeg flyttede hjemmefra, undgik jeg alle de familiearrangementer og ferier, jeg kunne være bekendt at melde afbud til. Mine fætre og kusiner så jeg mindre og mindre til, og til sidst ebbede det helt ud.

Hvad familie handler om

Da jeg fik den invitation fra Lene, gik jeg i flere dage og tænkte over, hvad jeg skulle svare. Burde jeg sige ja, hvis det nu var en udstrakt hånd? Men bare tanken om at se mine fætre og kusiner igen gav mig ondt i maven.

Jeg besluttede mig for at takke nej. I dag har jeg nemlig min egen familie, hvor vi behandler hinanden godt og støtter hinanden, og det er vel det, familie handler om. Hvis Lene eller en af mine andre kusiner og fætre en dag kommer til mig med en undskyldning, vil jeg dog gerne lytte og tilgive. For det er jo også det, familie handler om.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.