En læser fortæller: Jeg går i søvne

Jeg voksede ikke fra det

Ifølge min mor gik jeg i søvne for første gang, da jeg var to år. Da det var sket nogle gange, tog hun mig med til lægen. Han sagde, at der ikke rigtig var noget at gøre ved det, men at jeg forhåbentlig ville vokse fra det.

Nu er jeg 21 år, og jeg går stadig i søvne. Når jeg fortæller andre, at jeg er søvngænger, morer de sig tit over det, men det er faktisk ikke særlig sjovt.

Ved familiesammenkomster bliver der gerne fortalt muntre historier om mit søvngængeri. Min storebrors yndlingsepisode handler om dengang, jeg i en alder af syv år en sen lørdag aften stod op og gik ind i stuen, hvor mine forældre havde gæster. Inden nogen opdagede mig, satte jeg mig på en spisestuestol og tissede.

En anden gang gik jeg ud i køkkenet og tog æsken med tørkost til vores kat, og så gumlede jeg kattemad i søvne, indtil min mor hørte mig og stod op. Jeg har også gået i søvne på en lejrskole, og når jeg overnattede hos min bedste veninde, var hendes mor altid urolig. Jeg gik dog aldrig i søvne hos dem.

Læs også:

Tre døgn uden søvn fjerner depression

Ikke ufarligt at være søvngænger

Jeg har prøvet at skaffe så mange oplysninger som muligt om emnet, men endnu kan lægevidenskaben ikke forklare, hvorfor nogle mennesker går i søvne. Til gengæld ved man, at søvngængeri opstår, når hjernen kun vågner delvist. Derfor kan man udføre mange af de handlinger i søvne, som man også kan i fuldt vågen tilstand.

Der er blandt andet eksempler på, at folk har kørt bil i søvne, og nogle søvngængere er også kommet alvorligt til skade.

I forbindelse med ferier har min læge nogle gange givet mig en recept på sovepiller, for det kan i de fleste tilfælde forhindre søvngængeri. På længere sigt er det bare ingen løsning, for sovetabletter skaber afhængighed og tilvænning.

Da jeg for to år siden planlagde at flytte hjemmefra, fik jeg via min læge en henvisning til en søvnklinik. Jeg håbede, at de kunne hjælpe mig, og det kunne de sådan set også, men der findes ikke nogen mirakelkur. Deres bedste råd var at gå i seng på præcis samme tidspunkt hver aften.

Søvnspecialisten rådede mig også til at lytte til afslappende musik i høretelefoner i en halv time, inden jeg slukkede lyset, og han frarådede mig at se på nogen form for skærme den sidste time før sengetid.

Læs også:

13 tips til bedre søvn

I dag bor jeg på et kollegium, og mit værelse ligger på anden sal. For en sikkerheds skyld har jeg fået pedellen til at sikre vinduet, så jeg ikke kan åbne det op om natten.

Mens jeg stadig boede hjemme, kravlede jeg nemlig to gange ud ad vinduet i søvne. Vi boede i et parcelhus, så jeg faldt bare ned på græsset, men jeg vil komme alvorligt til skade, hvis jeg falder ned på parkeringspladsen under mit vindue. Det låste vindue giver udfordringer i forhold til udluftning, så jeg har aldrig ret meget varme på.

Desuden er jeg altid nødt til at sove med T-shirt og pyjamasbukser på, for jeg vil ikke risikere at rende rundt på kollegiet kun iført trusser. At låse døren til mit værelse og gemme nøglen er ikke nok, for selv om jeg delvist sover, vil min hjerne vide, hvor nøglen er. Så skulle jeg ligefrem være låst inde, og det har jeg ikke lyst til.

Heldigvis har jeg kun forladt mit værelse én gang i søvne, og da gik jeg ud i køkkenet og åbnede for vandhanen, indtil en af de andre på kollegiet vækkede mig.

Stress og dårlig søvn

Det sidste år har jeg ført dagbog over mit søvngængeri, og det er tydeligt, at jeg går mest i søvne, når jeg er stresset. I ugen op til min første eksamen på min uddannelse gik jeg i søvne fire nætter.

Det er ikke altid, jeg vågner af mig selv, og derfor spænder jeg en snor af strikkegarn ud i ankelhøjde over gulvet tæt ved min seng. Hvis snoren er bristet næste morgen, ved jeg, at jeg har gået i søvne.

Min søvnkvalitet er naturligvis påvirket, og jeg er tit træt om morgenen. Derfor håber jeg, at videnskaben på et tidspunkt finder ud af at afhjælpe problemet.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.