En læser fortæller: Krig i barndommens gader

Vi måtte selv klare ærterne

Jeg kom til verden i 1948 og voksede op på Christianshavn, hvor mine forældre havde fået en lejlighed kort efter deres bryllup. Dengang var der ikke nær så tæt trafik som i dag, så de fleste mødre betænkte sig ikke på at sende deres børn ned for at lege.

Det var ikke svært at finde legekammerater, for næsten alle børn blev passet hjemme eller gik hjem efter skole.

Men det var bedst, at vi blev i vores egen gade, for alle vidste, at der var krig gaderne imellem. Sådan var det bare. Hvis man var nødt til at passere gennem en anden gade, var der tæv i luften. De voksne vidste det vist godt, for mange af dem var selv vokset op i kvarteret, men de blandede sig aldrig. Vi børn måtte selv klare ærterne.

Adskillige gange overværede jeg slåskampe mellem drenge fra forskellige gader, men der blev kun brugt næver og ikke våben. Det kunne ende med et par skrabede knæ, nogle blå mærker og en blodtud, hvis det gik hårdt for sig.

Læs også:

Når børn slår ihjel

Indimellem blev det fortalt, at piger også havde været involveret i konflikterne, men selv var jeg aldrig blandet ind i noget, og så vidt jeg vidste, var der ingen piger fra vores gade, som sloges.

Eskild var lun på mig

Da jeg begyndte at gå i skole, lærte jeg nogle nye piger at kende, og derefter legede jeg mindre med mine gamle legekammerater.

I min klasse gik en dreng fra nabogaden. Han hed Eskild, og op gennem de første fire-fem skoleår hev han mig tit i hestehalen. De andre i klassen sagde, at Eskild var lun på mig, men jeg syntes bare, han var irriterende.

Eskild var aldrig voldelig og holdt sig på afstand af gadekampene, men der stod alligevel en vis respekt om ham. Alle vidste, at han var alene med sin mor, som nogle gange gik på værtshus. Hvis nogen generede Eskilds mor, blev han vred, og mor og søn forgudede hinanden.

Jeg må have været 12-13 år, da jeg blev veninde med Kisser, som boede i en sidegade til vores. En dag blev jeg inviteret hjem på besøg hos hende, og jeg glædede mig og tænkte ikke på, at det sådan set var fjendtligt territorium.

Jeg følte mig derfor ikke spor utryg, da jeg drejede ned ad Kissers vej, men pludselig kom tre drenge gående direkte imod mig. De pustede sig rigtig op og gjorde sig brede.

– Skrub hjem til din egen gade. Du har ikke noget at gøre her, kom det truende fra den største af drengene.

Jeg blev godt nok bange, men i næste nu dukkede Eskild op og råbte drengene an: – Hov hov, hende dér gør I ikke noget!

Så tog han min hånd og fulgte mig hen til Kisser, og nogle timer senere slap jeg uantastet hjem igen.

Læs også:

Fandt lykken efter hård barndom: Jeg var altid bange

Det blev første og sidste gang, jeg holdt Eskild i hånden, og jeg mærkede heller aldrig igen noget til striden mellem vores gade og Kissers gade.

Ikke så længe efter dette intermezzo oplevede jeg gennem køkkenvinduet et voldsomt jalousiopgør på den anden side af vejen, hvor der lå en slagterbutik.

To mænd var sprunget ned i en lyskasse, nemlig slagtermesteren og hans svend, og mesteren truede svenden med en kniv, fordi han havde flirtet med slagterfruen. Dramaet gik heldigvis i sig selv igen, men der blev talt om det længe efter.

Eskilds tragedie

Som voksen hørte jeg, at den ellers fredelige Eskild havde været ude for noget tragisk. Han havde siddet på et værtshus og drukket en øl, da en mand pludselig kom med en nedsættende ytring om Eskilds mor.

Eskild var vredt fløjet op, og de to mænd var gået ud på fortovet for at afgøre det med næverne. Eskild slog den anden mand omkuld, og han ramte i faldet en kantsten med nakken. Manden blev alvorligt kvæstet og fik desværre livsvarige mén, og Eskild kom i fængsel.

Det var min mor, der fortalte mig det, men kort efter kunne hun sige, at Eskild nu var på fri fod igen, for han havde jo ikke forsætligt skadet den anden mand.

Det var jeg glad for at vide, for efter historien med de tre drenge opfattede jeg Eskild som en god kammerat.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.