En læser fortæller: Måske døde hun af sorg

Nu har jeg fundet fred med det uventede tab af min dejlige farmor.

Den største kærlighed

Min farmor og farfar var to vidunderlige mennesker, som altid kun ville deres børnebørn og alle andre mennesker det godt. De elskede at bage pandekager og spille brætspil med min bror og mig. Vi fire plukkede også altid smukke buketter i deres have, fordi de vidste, at det gjorde os så glade.

De havde kendt hinanden i mange år, og de havde været temmelig unge, da de blev gift. Som barn er det med kærlighed ikke rigtig noget, man tænker så meget over, men som voksen har jeg forstået, hvor højt de elskede hinanden.

Desværre blev farfar ramt af en kræftsygdom, da jeg var i teenageårene. I lang tid kæmpede han for at stå imod og overvinde denne forfærdelige sydom, men det blev kræften og ikke farfar, der vandt kampen. Det var en frygtelig tid for hele familien, men naturligvis især for farmor, der nu skulle til at leve alene.

Farfar var 81 år, da han døde, og han blev begravet en sensommerdag i 2012.

Vi i familien sluttede kreds om farmor, som var blevet enke i en alder af 77 år. Hun var rask og frisk af sin alder, men hun savnede sin mand så inderligt, hvilket vi alle godt forstod.

Hele familien var samlet

En måned efter farfars begravelse stod jeg ved et busstoppested og talte med en god veninde, mens vi ventede på bussen. Pludselig ringede min telefon, og på skærmen kunne jeg se, at det var min far.

– Hej, Sofie, sagde han. – Jeg vil bare bede dig om at tage hen til farmor sammen med os andre. Vil du gøre det?

– Naturligvis, svarede jeg, hvorefter jeg afbrød forbindelsen, fordi bussen kom.

Under busturen spekulerede jeg ikke særligt meget over, hvorfor vi skulle hen til farmor, men jeg glædede mig som altid til at se hende igen.

Da jeg nåede hen til farmors hus, kunne jeg se, at der holdt en masse biler i indkørslen. Jeg tænkte, at hele familien åbenbart var der, og at det var rart. Nu kunne vi få nogle hyggelige timer sammen.

Men da jeg trådte ind gennem døren, var stemningen slet ikke, som jeg havde forventet. Køkkenet var nemlig tæt pakket med mennesker, som alle stod og græd.

En masse forvirrede tanker fløj gennem mit hoved, for hvad handlede det om?

Mens jeg stod der helt forvirret, kom min far over til mig. Han lagde en arm om min skulder og sagde, at farmor desværre var sovet ind. Far havde selv fundet hende død i sengen.

Jeg knækkede fuldstændig sammen, for hvordan kunne det lade sig gøre, at farmor og farfar begge skulle dø og blive begravet på under to måneder? Og det mærkelige var jo, at farmor os bekendt ikke havde fejlet det mindste.

Den nat sov jeg slet ikke. Tårerne løb og løb bare ned over mine kinder, og jeg var helt ødelagt i kroppen af gråd. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, hvordan farmor bare sådan kunne forlade os, når hun havde været så rask og frisk.

Ud på de små timer tog jeg min telefon og gav mig til at lede efter artikler om gamle par, hvor ægtefællerne var døde hurtigt efter hinanden.

Jeg har fundet fred

Med ét kom der et link til en artikel, som fuldstændig gav mening for mig. Den handlede om en kvinde, der var blevet enke efter et langt og lykkeligt ægteskab. Artiklens forfatter var overbevist om, at kvinden var død, fordi hun havde mistet sin mand. Hun havde ganske enkelt ikke kunnet undvære hans kærlighed og hans nærvær, efter at de havde været sammen i så mange år.

Nu er der gået 10 år siden først farfars og derefter farmors død, og selv i dag er jeg sikker på, at farmor døde af sorg. Uanset hvad andre mener om dette, har jeg gennem denne forståelse fundet fred med det uventede tab af min dejlige farmor.

Kærligheden er smuk, men jeg tror også på, at der kan ske uforklarlige hændelser i forbindelse med de stærke følelser, og det er både på godt og på ondt.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.

Forkæl en du holder af med et gaveabonnement til Ude og HjemmeDet stopper automatisk igen - læs mere her