En læser fortæller: Min lille beskytter

Det er længe siden, nogen har passet på mig, men Basta gjorde.

Jeg skulle ikke have nogen dyr

I 2018 købte jeg et rækkehus med en lillebitte indhegnet have. Da jeg flyttede ind, spurgte flere, om jeg ikke skulle have en hund eller en kat.

Min veninde Vibeke var brandmisundelig, for husdyr var nemlig forbudt i hendes ejendom. Hun ville have anskaffet sig en hund lige på stedet, hvis hun var mig, sagde hun tit.

Hver gang svarede jeg, at for mig var det rigeligt med min nye nabos græske landskildpadde, som var på fri fod i sommerhalvåret og tit gik ind på min græsfirkant. Den kunne lige netop komme under trådhegnet.

Sidste år fik Vibeke endelig en bolig, hvor hun måtte holde husdyr, og hun købte straks en lille terrier. Han var to år og hed Basta. Vibeke fortalte tit, at han optrådte meget beskyttende over for hende. Jeg måtte indrømme, at han var ret sød.

Babysitter for Basta

I maj havde Vibeke brug for at få passet Basta i fire dage, og hun spurgte, om jeg ville. – Du kan lukke ham ud i haven, hegnet holder ham inde, sagde hun.

Jeg var spændt på, hvordan det skulle gå. Det var første gang i mit 41-årige liv, at jeg havde et husdyr.

Ved ankomsten skulle Basta lige finde sig til rette, men han hylede heldigvis ikke, da Vibeke kørte. Jeg tog ham med ud i haven, hvor skildpadden var på besøg. Synet af den fik Basta til at flippe ud. Han snerrede og bjæffede, som om han forventede et voldeligt angreb fra skildpadden.

Den var ligeglad med ham, men jeg satte den over hegnet og ind i nabohaven, fordi Basta blev ved med at gø. Det var det samme cirkus de næste to dage. Jeg var bange for, at Basta skulle få et hjerteanfald, og anbragte hver gang skildpadden i nabohaven igen.

Den tredje dag var skildpadden ude af syne, da jeg kom hjem fra arbejde, så jeg lukkede Basta ud. Pludselig så jeg gennem køkkenvinduet, at skildpadden var på vej over mit græs. Basta forholdt sig tavs, selv om han tydeligvis havde opdaget skildpadden.

En trussel mod os

I det sekund, jeg kom ud i haven, opførte Basta sig igen, som om skildpadden udgjorde en kæmpe trussel mod os. Eller mod mig, indså jeg, for indtil nu havde Basta jo ikke sagt en lyd. Terrieren var præcis så beskyttende, som Vibeke havde sagt, og det gjorde mig rørt. Det er ellers længe siden, noget hankønsvæsen har følt trang til at beskytte mig.

Jeg har sagt til Vibeke, at jeg gerne vil passe Basta igen, men jeg overvejer også, om jeg måske alligevel skulle have en lille hund.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.