Fredag, 3. september 2021 - 7:00 - Fortalt til Dorte Roholte. Foto: Panthermedia
En læser fortæller: Mit liv var i den pung
Jeg vil ikke sige, at tyven gjorde mig en tjeneste, men det satte gang i en oprydning.
PrintPludselig var den væk
Under en dejlig ferie i Italien i 2006 købte jeg en ret dyr, stor pung i skind. Tasker har aldrig rigtig været mig, men pungen kom til at fungere som en kombination af taske og pung.
Læbestiften og mobilen havde jeg altid i lommen, resten lå i min pung, og det var ikke så lidt. Ud over sygesikringskort, kørekort, betalingskort og alt det sædvanlige rummede den også kvitteringer, garantibeviser, kort med aftaler om alverdens ting, fotos, lapper med notater om ting, jeg skulle huske, og ideer og aftaler, jeg havde kradset ned på et hjørne af en serviet.
Faktisk lå det meste af mit liv i den pung, men det gik først op for mig, da den blev stjålet forrige år. Jeg sad alene på en udendørs café og talte i mobil, og pungen lå på bordet til venstre for mig. Det ene sekund var den der, den næste var den væk.
Først håbede jeg desperat, at den bare var faldet ned på den anden stol, men pungen var og blev borte. En forbipasserende måtte have set sit snit til at snuppe den.
I nogle forvirrede minutter løb jeg rundt og spurgte personalet og de øvrige gæster og folk på gaden, om de havde set noget, men ingen kunne hjælpe.
Som det første gjorde jeg det, alle på caféen rådede mig til, nemlig at ringe til banken og få spærret mine to betalingskort.
Det var det mindste af det. Jeg vidste, at jeg havde haft kort med aftaler med min frisør og min tandlæge, og dem ringede jeg til og fik dato og tid oplyst. Derefter bestilte jeg nyt sygesikringskort og nyt kørekort. Udgifterne til dette ville min indboforsikring betale, men pungen var for gammel til, at jeg kunne få noget for den.
Jeg følte mig utryg
Tyven fik intet ud af at stjæle min pung, for der blev aldrig hævet penge på mine to kort, og jeg havde ikke kontanter i den. Derimod var det så ubehageligt at vide, at andre nu kunne rode i mine personlige papirer, og jeg følte mig rådvild og utryg og ligesom nøgen, fordi jeg nærmest hver time på dagen manglede noget, der havde ligget i min pung.
Folk omkring mig beroligede mig med, at pungen sikkert lå i en skraldespand et sted, og det håbede jeg. Og hvad nu med alle de aftaler, jeg kom til at svigte, fordi jeg ikke kunne huske, hvad og hvornår det var?
Jeg har altid gået meget op i at være pålidelig og ordholdende, og jeg følte mig mere ude at svømme, end jeg egentlig kunne forstå.
Løsningen blev, at jeg skrev et opslag på Facebook om, at jeg havde mistet min pung, og at folk meget gerne måtte tage fat i mig, hvis vi havde en aftale eller lignende. Det ligner ellers ikke mig sådan at lægge ansvaret fra mig, men nu blev jeg tvunget ud i det, og det blev lidt af en spøjs oplevelse.
Jeg fik mange reaktioner, også fra folk, jeg slet ikke havde aftaler med. Der var også nogle, jeg aldrig hørte fra igen, selv om jeg var ret sikker på, at vi havde skullet noget sammen. Måske ville de hellere være fri?
Lidt sjovt medførte tyveriet af min pung, at jeg nu jævnligt ser en gammel klassekammerat, som jeg startede i skole sammen med i 1969. Vi var facebook-venner, fordi en anden havde oprettet en gruppe med vores gamle klasse, og der var vi begge medlemmer. Hun så mit opslag og reagerede, fordi hun også havde oplevet at få stjålet sin pung.
Trods alt fik jeg ryddet op
Nu har jeg selvfølgelig for længst fået en ny pung, og jeg er begyndt at indføre aftaler på min mobil. Jeg har fået nye fotos af mine børn og børnebørn, men jeg har ikke længere alt muligt andet liggende i min pung, og på en sær måde føles det som en lettelse.
Jeg vil aldrig sige, at tyven gjorde mig en tjeneste ved at stjæle min pung, men episoden satte en slags tiltrængt oprydning i mit liv i gang, og jeg har nu fundet ud af, at jeg faktisk godt kan leve uden alt det, jeg førhen ikke troede, at jeg kunne undvære.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
