En læser fortæller: Mor var altid for tynd

Anoreksi er en modbydelig sygdom, som holder den ramte i et jerngreb.

Vi spiste altid uden mor

– Hvor er din mor dog tynd, sagde mine veninder fra klassen tit, når de var hjemme hos mig efter skole. Så trak jeg på skuldrene, for ja, min mor var temmelig tynd. Men så tænkte jeg ikke mere over det, for jeg havde aldrig kendt hende i andre udgaver. For mig var mors udseende bare helt normalt. At det var en sygdom, der var skyld i det, anede jeg intet om.

Min lillesøster og jeg boede alene med vores mor i det meste af vores barndom, og vores mormor og morfar boede lige i nærheden.

Jeg var fem år, og min lillesøster var kun to, da vores forældre gik fra hinanden. Efter skilsmissen spillede far ikke længere den store rolle i vores liv, selv om min søster og jeg bevarede kontakten med ham.

Hver dag efter arbejde brugte mor meget tid på at stå i køkkenet i vores nye lejlighed. Hun lavede de lækreste retter og bagte brød og kager, også til mormor og morfar. Men når vi skulle til at spise aftensmad, var det kun mig og min lillesøster, der sad ved bordet. Mor sagde altid, at hun hellere ville spise lidt senere.

Fredagen var vores erklærede hyggeaften, og den dag plejede mor at spise sammen med os. Som årene gik, blev det dog færre og færre fredage, at vi alle sad ved bordet, og til sidst stoppede det fuldstændig.

Jeg så sjældent mor spise, men til gengæld motionerede hun meget. Hun havde en motionscykel i stuen, og når hun så fjernsyn, cyklede hun konstant på den.

Når vi gik på gaden sammen, stirrede folk på hende. Det var især om sommeren, hvor hun ikke så nemt kunne skjule sin tynde skikkelse under mange lag tøj. Familiemedlemmer og naboer kom også tit med kommentarer om det.

Ingen skulle blande sig i mors vægt

Da jeg var 13 år, var mor indlagt på sygehuset i tre måneder. Imens boede vi hos mormor og morfar. Vi besøgte mor flere gange, og vi kunne se, at hun tog på i vægt. Så snart hun blev udskrevet, blev hun lige så tynd som før.

Efterfølgende blev hun med baggrund i spiseforstyrrelsen tilkendt et fleksjob på 15 timer ugentlig. På det tidspunkt vidste jeg godt, hvad det handlede om, men det var et ømtåleligt emne at tage op. Mor brød sig ikke om, at folk blandede sig, hverken min lillesøster eller jeg eller vores bedsteforældre.

På mormor kunne jeg forstå, at mor allerede som teenager havde haft et forvrænget selvbillede, udfordringer med at indtage føde og mange tanker om vægten.

Årene gik, uden at mors tilstand ændrede sig. Da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, så jeg ikke længere mor hver dag, men min evige bekymring for hende forsvandt ikke. I dag, hvor jeg er fyldt 25, bruger jeg stadig meget energi på at tænke på, hvordan hun har det. De veninder, jeg har haft i mange år, spørger også tit til hende.

En modbydelig sygdom

For to år siden fik mor tilkendt førtidspension. Hun har problemer med hukommelsen og koncentrationsevnen, men hun ønsker ikke at få hjælp. Det er hendes valg, og det må vi respektere.

Dog er der sket den ændring, at vi i dag kan tale om hendes spiseforstyrrelse. Mor ved godt selv, at hun er meget syg, og hun siger, at hun ikke ønsker for noget andet menneske, at de skal leve som hende. Hun har behov for streng struktur i hverdagen, og der skal ikke meget til, før hendes verden bryder sammen. Når vi ringer sammen, skal det helst være på bestemte, aftalte tidspunkter.

Jeg synes, at anoreksi er en ond og modbydelig sygdom, som holder den ramte i et jerngreb. Mors læge har sagt til hende, at efter så mange års mishandling af kroppen kan hendes hjerte stoppe når som helst. Det betyder, at min lillesøster og jeg kun har vores mor på lånt tid, og det er en tung viden at have. Jeg elsker min mor, sygdom eller ej, så det værste er næsten at vide, at hun ikke er lykkelig.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.