En læser fortæller: Når det var vaskedag

Efter sådan en dag var mor og børn udmattede.

Først skulle vi hente brændsel

Jeg voksede op nogenlunde midt i feltet af ikke mindre end 15 søskende i 1940’erne og 1950’erne. Der var altid masser af vasketøj. Tøjvask foregik i vores vaskehus, hvor der stod en stor gruekedel, der skulle tændes op under.

Når mor afgjorde, at det var på tide med en vaskedag, blev et par stykker af os børn først sendt ud for at hente brændsel i skoven. Vi fik udleveret to sække og noget snor til at binde med, og så var det ellers af sted med den af familiens cykler, som for tiden var mest i orden.

Der var omkring to kilometer til skoven, og når vi nåede frem, begyndte vi at samle de træstykker op, som skovens folk havde hugget af det nederste af et træ før fældning. Det var noget, vi skulle have tilladelse fra skovfogeden til at tage.

Vi samlede de store, tørre spåner af træ og puttede dem i sækkene. Når de var fulde, bandt vi dem og indledte kampen om at få de tunge sække op på cyklen.

Det var absolut ikke let. Vi plejede at lægge cyklen ned på skovbunden, bakse den første sæk op på den og binde den fast, men for at anbringe sæk nummer to var vi nødt til at rejse cyklen op.

Når begge sække endelig var fastgjort til cyklen, gik turen hjemad. Hvis vi kom til en lille bakke, prøvede vi gerne at sætte os op oven på sækkene, og nogle gange lykkedes det os at køre et stykke ned. Andre gange var vi uheldige og væltede med hele læsset, og så kunne vi starte forfra med at få sækkene til at balancere.

Spandevis af vand til gruekedlen

Når vi kom hjem, skulle der tændes op under gruekedlen, og derefter begyndte slæbet med at hente vand fra vandposten ude på gårdspladsen. Vandet skulle pumpes op, og der skulle rigtig mange spande vand til for at fylde gruekedlen.

I de første mange år var det brun sæbe, som blev tilsat vaskevandet, men da de første rigtige vaskemidler kom på markedet, gik vi over til det. Jeg kan huske, at vi købte noget, som hed Persil.

Når vandet endelig var dampende hedt, kogte vi det hvide tøj som lagner, sengetøj, håndklæder og undertøj én gang. Det kaldte vi for at ”skidenkoge”. Når det hvide, tunge tøj var kogt godt igennem, fiskede vi det op og dumpede det ned i nogle zinkbaljer, hvor det skulle skylles.

Det beskidte vand i gruekedlen blev derefter genbrugt til første gangs vask af det meget beskidte arbejdstøj. Arbejdstøjet kunne være virkelig snavset, for både mor og far arbejdede på gårde rundt omkring, og vi børn hjalp også til på bøndernes marker efter skole.

Efter første vask af arbejdstøjet blev vandet kasseret, og nu måtte vi igen af sted til vandposten efter uendeligt mange spandfulde vand. Tøjet skulle nu skylles godt igennem, og rækkefølgen var som før.

I de første mange år havde vi kun et vaskebræt af træ med en rillet bakke af stål, og der skulle de værste pletter skrubbes af. Finvask blev foretaget i en zinkbalje med eventuel brug af vaskebrættet.

Senere lejede vi en slags vaskemaskine, når der skulle vaskes storvask. Vi kaldte den for vuggen, for tøjet lå nede i sæbevandet og blev vugget frem og tilbage igen og igen.

Til sidst skulle det våde vasketøj vrides så godt som muligt, og det krævede gode kræfter. Derefter blev noget af det bredt ud på tjørnehækken, og resten blev hængt op på en snor, som var trukket mellem to stolper. Det siger sig selv, at det skulle være godt vejr på vaskedage.

Efter en vaskedag var både mor og de medhjælpende børn udmattede, for det var virkelig en hård tjans.

Mor nænnede ikke at bruge vaskemaskinen

Mor og far blev boende i vores gamle hus, i mange år efter at alle vi børn var fløjet fra reden, og der blev vasket på den samme måde.

Mor forsatte med at vaske sådan, selv efter at vi havde slået os sammen om at købe en elektrisk vaskemaskine til hende. Hun syntes, at den var så fin, og derfor nænnede hun ikke at bruge den. Da mor stille sov ind, var vaskemaskinen stadig som ny.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.