En læser fortæller: Nu elsker jeg min  dobbelthage

Engang hadede jeg den, men faktisk har den hjulpet mig til at finde kærligheden.

Arven fra min mor

De fleste kan sikkert finde et eller andet ved deres spejlbillede, som irriterer dem, og det kan jeg også. Lige siden sjette klasse har min tendens til dobbelthage ærgret mig noget så grusomt.

Jeg fik øje på den, første gang vi fik årets skolebilleder med hjem, og da jeg forfærdet gjorde min mor opmærksom på den, sukkede hun bare lidt og sagde, at det lille særkende havde jeg vist arvet fra hende.

Hendes ord fik kun min forfærdelse til at stige, for nu kunne jeg pludselig se, at hun faktisk havde en umiskendelig dobbelthage, og var jeg så genetisk forudbestemt til at få præcis det samme?

På mit konfirmationsbillede fra 2007 står jeg på en temmelig akavet måde, og det skyldes dobbelthagen. Foran spejlet på mit værelse havde jeg nemlig eksperimenteret mig frem til en bestemt stilling, som efter min mening fik dobbelthagen til at virke mindre fremtrædende. På det tidspunkt havde jeg også erkendt, at vægttab ikke fik dobbelthagen til at forsvinde.

Da jeg fyldte 28 sidste år, var jeg single igen efter et længerevarende forhold. Så mødte jeg Jonas via en datingside, hvor dobbelthagen selvfølgelig ikke kunne ses på nogle af mine profilfotos.

Som noget af det første skrev han til mig, at han fandt mig utroligt smuk, og da vi nogle uger senere mødtes i virkeligheden, overøste han mig med komplimenter. Jeg blev selvfølgelig smigret.

Afhængig af hans beundring

Vi blev kærester, og han blev ved med at sige, at han var så stolt af at vise sig sammen med mig. Tit sad han bare og kiggede forelsket på mig, og når vi sov sammen, vågnede jeg nogle gange ved, at han havde rejst sig op på den ene albue og bare stirrede på mig.

På en eller anden måde blev jeg afhængig af hans beundring, og jeg ville have mere af det. Derfor indtog jeg konstant de hovedstillinger, som kunne camouflere dobbelthagen bedst.

Det var marts, da vi mødtes, og i juli inviterede Jonas mig med til Sverige på lang weekend. Han havde lejet et rødt træhus på en ø. Det var første gang, vi var sammen så længe, og det gik fint.

Da vi kom hjem, blev jeg dog rigtig bange for, at jeg var alvorligt syg. Jeg havde enormt ondt i hovedet, og jeg var så stiv i nakken, at jeg måtte tage hovedpinetabletter og låne min mors elektriske varmepude.

Jeg gik på nettet og søgte på meningitis og andre slemme sygdomme med symptomer som nakkestivhed og hovedsmerter, men jeg havde heldigvis ikke feber og heller ikke andre af de sygdomstegn, der blev beskrevet.

I løbet af fire dage gik det i sig selv igen, men så skulle Jonas og jeg mødes, og smerterne kom omgående tilbage.

Omsider gik det op for mig, at jeg havde fået så ondt, fordi jeg i hele den lange weekend havde kæmpet for at gøre min dobbelthage usynlig. Det havde jeg gjort, fordi jeg gerne ville blive ved med at kunne bade mig i komplimenter om min skønhed fra Jonas.

Det var lidt af en øjenåbner for mig at opdage den sammenhæng, og jeg besluttede, at det ikke kunne fortsætte. Enten var jeg nødt til at blæse på min dobbelthage, eller også var jeg nødt til at blæse på Jonas.

Det fik mig til at tænke på, om jeg rent faktisk var rigtig forelsket i ham – eller bare forelsket i hans søde ord om mit fantastiske udseende.

En rigtig beslutning

Mine overvejelser førte til, at det handlede om det sidste, og jeg gjorde det forbi med Jonas, så sødt som jeg overhovedet kunne. Det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv, for kun en måned senere mødte jeg Nick, som jeg nu er kæreste med og vildt forelsket i.

Da vi begyndte at tale sammen på en bar, fortalte jeg ham om mit sidste forhold og om Jonas og dobbelthagen. Så risikerede jeg i hvert fald ikke at falde i den samme fælde igen.

Han hævder stædigt, at han faldt for mig, fordi jeg fortalte om det med dobbelthagen, og at han håber, vores kommende børn vil arve den. I dag er jeg glad for min dobbelthage, for den hjalp mig til at finde kærligheden.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.