En læser fortæller: Nu tør jeg gå mine egne veje

Jeg fandt ud af, hvordan jeg trygt kunne færdes i naturen.

Det var altid bare os to

Jeg har fra barnsben været frygteligt genert, og som voksen kom jeg tilmed til at lide af depressioner. Af samme grund kom jeg aldrig ud på arbejdsmarkedet.

Jeg havde heldigvis min mand, der som jeg også var af indadvendt af natur. Eftersom det aldrig lykkedes os at få børn, havde det altid bare været os to.

Naturen spillede en stor rolle i vores ægteskab, og vi vidste ikke noget bedre end at vandre langs vidtstrakte marker, et brusende hav eller i høje granskove. Når vi fandt en træstub i skoven eller en stor sten ved havet, satte vi os på den og spiste vores madpakker, mens vi nød roen.

Når vi kom hjem, lavede vi en kande te og lagde os i hver sin ende af sofaen med en god roman. Masser af frisk luft og motion var også med til at holde mine depressioner fra døren.

Men da min mand døde i en alder af 68 år efter et meget opslidende sygdomsforløb, stod jeg alene tilbage i verden. Udover at jeg savnede ham ganske forfærdeligt, måtte jeg nu også opgive at gå i naturen.

Selv om jeg længtes efter den friske luft, de grønne skove og bølger, der skvulpede mod stenene på stranden, turde jeg ikke opholde mig nogen steder alene. De få gange jeg forsøgte, væltede angsten over mig, især angsten for at blive overfaldet og det, der var værre.

Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det var en irrationel angst, men måtte alligevel vende om på halvvejen og gå hjem igen.

Vandreture for alle

En dag fik jeg tilfældigt øje på en annonce i lokalavisen. En forening af pensionister arrangerede guidede vandreture, hvor alle var velkomne.

Selv om jeg ikke var vild med ideen om at gå sammen med en flok fremmede mennesker, var det min eneste chance for at komme ud i naturen igen. I første omgang ringede jeg bare til foreningen og forhørte mig, og jeg fik også en mail med datoerne for årets arrangementer.

Stadig nøjedes jeg dog blot med at drømme om, at jeg turde melde mig til. Først da de små, lysegrønne blade på træerne var i fuld gang med at springe ud for mine vinduer, besluttede jeg, at tiden nu var kommet, til at jeg ville vove mig ud på tur.

Der stod en flok pensionister med rygsæk og vandrestøvler, da jeg ankom til den togstation, hvor vi skulle mødes. Jeg hilste kun kort på lederen, før vi begyndte at gå.

De første fem kilometer kunne jeg ikke koncentrere mig om andet end de andres opfattelse af mig. Mon de syntes, jeg var sær, fordi jeg gik for mig selv?

Men da vi var kommet dybt ind i den lysegrønne bøgeskov, koncentrerede jeg mig kun om den tyste lyd af blæsten i træerne, fuglekvidder og de hvide anemoner, der var sprunget ud. Det var så smukt og fredfyldt.

Da vi holdt frokostpause i en lysning i skoven, satte jeg mig på en træstub lidt for mig selv, og det var der også andre, der gjorde. Men jeg fik ikke lov til at sidde alene, for da to kvinder høfligt spurgte, om de måtte sætte sig ved siden af mig, kunne jeg ikke være bekendt andet end at nikke.

Det var faktisk meget hyggeligt at tale lidt med dem, men da vi satte i trav igen, tilbagelagde jeg de sidste fem kilometer i mine egne tanker og mit eget tempo. Det var der heller ingen, der så skævt til. Alle gjorde, som det passede dem.

Da jeg kom hjem, var jeg udmattet, men samtidig følte jeg mig helt anderledes godt tilpas, end jeg længe havde gjort, da jeg krøb op i sofaen med en kande te og en god roman. Jeg havde fundet en løsning på, hvordan jeg igen trygt kunne færdes i naturen.

Jeg er mere social nu

Siden er det blevet til mange hundrede kilometer med vandrestøvlerne på. I takt med at mine benmuskler er vokset, har mine sociale evner også udviklet sig.

I dag nyder jeg det uforpligtende fællesskab i at beundre et nyudsprunget træ eller synet af dådyr i spring hen over de sneklædte marker. Jeg er også i stand til at færdes i naturen i mine egne tanker, når jeg har mest lyst til det, uden at bekymre mig om hvad andre tænker.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.