En læser fortæller: Veninder for evigt

Sussie havde brudt med mig, men jeg kunne ikke nære mig for at sende hende fotos fra den by, hvor vi havde haft vores sjoveste ferie.

Knuste hjerter på badeferie

Efter at børnene flyttede hjemmefra, fik min mand og jeg en helt anden frihed forærende, og den udnyttede vi blandt andet til at flyve på en miniferie til Barcelona.

Da vi var landet med vores rullekufferter og havde tjekket ind på et hotel midt i byens travle centrum, gik de første dage med sightseeing, hvor vi travede i de smalle, hyggelige stræder.

Den sidste dag, inden hverdagen igen kaldte på os derhjemme, tog vi toget nordpå. Målet var at gense den badeby, hvor jeg som ung havde holdt mit livs ferie.

Mens toget nærmede sig badebyen, gled jeg tilbage i minderne til dengang, min veninde Sussie, som jeg havde lært at kende på pædagogstudiet, og jeg lige var blevet forladt af vores kærester. Med knuste hjerter stak vi med to afbudsbilletter af til sydens sol og varme og forsøgte at glemme vores hjertesorger derhjemme.

Det kom vi i den grad også til, for vi festede igennem til den lyse morgen og sov tømmermændene ud på stranden. Da vi rejste hjem igen, var vi kureret for alle hjertesorger og plastret til med sugemærker på halsen fra alle vores spanske bejlere.

Det blev en ferie, vi aldrig glemte, og selv mange år senere, da vi hver især var blevet gift og havde fået små børn, kunne vi begge stadig få krampelatter over at tænke tilbage på alle de skøre episoder.

Efterhånden fik vi mindre tid til at dyrke vores tætte venskab, og samtidig havde vi bosat os i hver sin landsdel, så vi sås kun et par gange om året. Vi blev dog ved med at ringe sammen og kunne sludre i timevis.

Sussie trak sig fra mig

Da vi var sidst i 30’erne, var det dog efterhånden kun mig, der ringede til Sussie, og hver gang lød hun mere og mere kortfattet og irriteret. En dag, jeg igen havde forsøgt at tage initiativ til at ses, snerrede hun direkte af mig.

– Altså, hvornår går det op for dig, at jeg gerne vil have, at du lader mig være i fred?

Jeg blev så stødt og chokeret over hendes tone, at jeg ikke fulgte op på det, men skyndte mig at afslutte samtalen.

Siden havde jeg ikke kontaktet hende igen, og eftersom hun heller ikke havde forsøgt at komme i kontakt med mig, havde jeg ikke siden skænket hende mange tanker.

Men nu, 10 år senere, da toget rullede ind på stationen, og jeg lidt efter gik med min mand gennem gaderne i den spanske badeby, kom minderne rullende tilbage om min og Sussies ferie.

Min mand var mest interesseret i at finde et sted at spise frokost, mens jeg delte alle mine minder med ham. Jeg udpegede hotellet, vi havde boet på, og selv om diskoteket, hvor vi havde tilbragt de fleste af vores vågne timer, ikke længere var der, kunne jeg stadig se det hele lyslevende for mig.

Mens jeg storgrinende forsøgte at få min mand til at se morskaben i alle mine muntre minder, forsøgte han at undertrykke det ene gab efter det andet.

– Man skulle nok have været der, som han sagde, da han trak læsebrillerne på for at nærstudere det laminerede menukort på den café, hvor Sussie og jeg engang havde fyldt os med kulørte cocktails, mens de unge, flotte tjenere sværmede om os.

Nu skulle vi mødes igen

Efter frokost lagde vi os under hver sin blåstribede parasol på stranden, og jeg kunne ikke dy mig for at sende en sms til Sussie: ”Håber, du har det godt. Kom lige forbi på de her kanter og tænkte, at du også ville synes, det var sjovt at gense byen.”

Og så tilføjede jeg et par fotos af vores stamcafé, torvet og stranden, der heller ikke havde forandret sig, siden vi var der sammen.

Da jeg havde sendt den, fortrød jeg. Når nu Sussie for 10 år siden havde signaleret, at hun ikke længere ønskede at blive kontaktet af mig, burde jeg ved nærmere eftertanke også have ladet vores fortid være fortid.

Jeg lagde mobilen i tasken igen, for nu ville jeg en tur i vandet. I det samme lød der et pling på min mobil. Det var en besked fra Sussie.

Hun skrev, hvor glad hun var for, at jeg havde tænkt på hende. De tilsendte billeder havde allerede frembragt en storm af ferieminder. Jeg vidste ikke, hvad eller om jeg overhovedet skulle svare på beskeden.

Inden jeg havde besluttet mig, kom der endnu en sms fra hende, og på togturen tilbage til Barcelona sad jeg og udvekslede ferieminder med hende på sms, alt imens min mand sad lænet tilbage i sædet og nød havudsigten ud igennem togruden.

Inden vi nåede at stå af toget i Barcelona, havde Sussie foreslået, at vi mødtes igen, hvilket jeg begejstret havde sagt ja til.

En uerkendt depression

Da vi var landet hjemme i hverdagen igen, fulgte jeg dog ikke op på det. Det havde jo bare været i en rus af nostalgi, at jeg var kommet i tanke om Sussie igen. Når det kom til stykket, var det hende, der for længst havde ladet vores venskab glide ud, og livet var jo gået videre.

Jeg havde andre veninder og desuden min mand og voksne børn, som jeg hellere ville bruge min tid sammen med. De minder, Sussie og jeg havde til fælles om den spanske badeby, havde vi jo allerede fået genopfrisket i vores sms’er.

Derfor regnede jeg ikke med, at hun selv ville følge op på den tråd, men der tog jeg fejl. Sussie ringede kort efter til mig, og nu fik jeg hendes ærlige forklaring på, hvorfor hun ikke havde kontaktet mig, før jeg skrev til hende.

Det viste sig, at hun var begyndt at lide af en uerkendt depression, i årene op til at hun var endt med at afbryde kontakten med mig.

Jeg var langtfra den eneste, hun havde skubbet fra sig. Hun havde ikke haft overskud til andre mennesker, men havde bare haft lyst til at begrave sig under dynen. Selv hendes allernærmeste havde dårligt nok kunnet komme i nærheden af hende.

Først da hun var blevet diagnosticeret og var kommet på medicin, var hun lige så langsomt begyndt at vende tilbage til sig selv igen.

Hendes ægteskab havde på det tidspunkt allerede hængt i en tynd tråd, og det havde været hendes førsteprioritet at reparere det. Det var så ikke lykkedes. Hun var i mellemtiden blevet skilt, og siden havde hun haft travlt med at stable en ny tilværelse på benene.

Eftersom vores venskab i forvejen ikke var så tæt, som det engang havde været, og jeg i mellemtiden ikke havde kontaktet hende, havde hun tænkt, at jeg nok havde mistet interessen i at blive kontaktet af hende igen.

Sussie havde savnet mig

Og sådan var årene gået, og livet var også gået videre for hende. I dag havde hun et godt liv, var flyttet sammen med en ny mand, mens hendes egne børn ligesom mine var fløjet fra reden.

Først havde min sms fra Spanien vakt sjove minder, men, som hun tilføjede, i endnu højere grad et savn efter at møde mig igen.

Nu, hvor Sussie havde forklaret og undskyldt sin afvisning af mig, kunne jeg mærke, at jeg faktisk også havde savnet hende. Da vi mødtes igen, var det på forunderlig vis også, som om der ikke var gået så mange år siden sidst.

Efter at vi grinende havde bekræftet hinanden i, at vi jo fuldstændig lignede os selv, gik snakken lige så livligt som i gamle dage, ikke kun om muntre minder, men også dybere og mere alvorlige emner. Når det kom til stykket, var vi begge blevet ældre, så ud over ungdomsminder havde vi også 10 års livserfaring, vi nu kunne dele med hinanden.

Set i bakspejlet måtte jeg erkende, at jeg havde fejlet. Allerede inden Sussie havde bedt mig om at lade være med at kontakte hende, burde jeg have sagt mig selv, at der var noget helt galt. Vi havde jo for pokker kendt hinanden i så mange år. I stedet for at gå hende på klingen havde jeg taget hendes afvisning så personligt, at jeg fornærmet havde trukket mig fra hende.

Vil du give Ude og Hjemme i julegave?Klik her og læs hvordan!

Båndet var aldrig brudt

Det vigtigste var dog, at vi allerede efter den ene aften kunne mærke, at båndet mellem os aldrig rigtig var brudt af den grund. Vi lovede hinanden, at vi fremover ville holde kontakten. Eftersom vi hver især har fået mere tid til at dyrke vores gamle venskab, er det nu noget, vi begge prioriterer. Det er ikke sådan, at vi i dag, tre år senere, render hinanden på dørene, for vi bor stadig i hver sin landsdel, men vi ringer ofte sammen og sludrer i timevis, ligesom vi skiftes til at besøge hinanden et par gange om året.

Vi er blevet enige om, at tiden snart må være moden til, at vi igen skal ud og rejse sammen. Selv om det måske ville være oplagt, at vi rejste tilbage til den spanske badeby, der i sin tid kurerede os for vores hjertesorger og blev anledningen til, at vi fik genoplivet vores venskab, er tiden løbet fra den.

Nu er vi enige om, at vi skal ud og have nye oplevelser sammen, og om det så bliver en forlænget weekend til Rom, Paris eller London, skal vi nok sørge for at få en masse gode minder med hjem, som vi fremover kan blive ved med at underholde hinanden med.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.