Den falske kæreste

Da Arne bad mig være stand-in for Birgitte, anede jeg ikke, at den sommer ville ændre mit liv.

Arne blev lun på Birgitte

I begyndelsen af 1970’erne var vi en gruppe unge mennesker, der bowlede sammen en aften om ugen i den sjællandske købstad, hvor jeg var født, og hvor de andre også hørte hjemme eller takket være uddannelse var landet.

Den ene af drengene hed Arne og kom oprindelig fra Ringkøbing i Jylland, hvor hans forældre stadig boede.

En vinter blev Arne lun på Birgitte, som var en af pigerne i gruppen, og de blev et par. Som vinteren veg for foråret, aftalte de to, at Birgitte skulle tage med Arne, når han kørte til Jylland for at holde sommerferie hos forældrene. Birgitte kom fra Møn, og hun havde aldrig været i Jylland før.

Vi andre syntes, hun var heldig, for ingen af os skulle på ferie den sommer, men måtte blive hjemme. De fleste af os var stadig under uddannelse, så vi havde ikke mange penge, og et par stykker havde taget et sommerjob.

Arne var en sød og pæn fyr, så Birgitte var heldig. Jeg talte med resten af pigerne om, at Arne måtte mene det seriøst, siden han syntes, Birgitte skulle hilse på hans familie og bo hos dem i en uge.

Arne fortalte, at hans forældre af nogle venner havde lånt en campingvogn, som Birgitte og han kunne bo i under besøget. Den stod nu i hans forældres have. I telefonen havde moren fortalt ham, at hun havde gjort campingvognen fin og ren. Hans forældre var meget nysgerrige efter omsider at møde Birgitte. Det samme gjaldt hans to storesøstre og resten af familien derovre.

Pludselig gik det skævt

Arne havde bil, og han og Birgitte plejede at komme forbi mit lejede værelse og tage mig med til bowling. Men da han en tidlig sommeraften kom for at hente mig, var Birgitte til min undren ikke med. Jeg satte mig ind ved siden af ham.

– Nu er der ikke mange dage, før I skal til Jylland, hvor bliver det dejligt, begyndte jeg at småsnakke, da vi havde sagt hej.

I stedet for at starte bilen kiggede Arne på mig og sagde, at det var slut mellem ham og Birgitte. Han vidste ikke præcis, hvad der var gået skævt mellem dem. Birgitte havde bare sagt til ham, at hun ikke ville være hans kæreste længere, og sådan var det.

Nu var han frygteligt flov og anede ikke, hvad han skulle stille op med det hele. Campingvognen stod jo klar til dem i moren og farens have i Ringkøbing, og alle og enhver derovre vidste besked.

– Hvad skal jeg dog gøre? blev Arne ved med at sukke.Når man kendte Arne, var der egentlig ikke noget mærkeligt i, at han ikke bare kunne få sig selv til at ringe til forældrene og aflyse den del af arrangementet, der vedrørte Birgitte. Måske syntes han også inderst inde, at det var lidt flovt sådan at blive kasseret som kæreste.

En uge som stand-in

Vi sad længe og talte frem og tilbage om den uheldige situation. Det virkede næsten, som om udsigten til at måtte aflyse Birgittes deltagelse i ferien gik Arne mere på end skuffelsen over at have mistet hende.

Pludselig drejede han hovedet, kiggede på mig og spurgte: – Ja, det er altså meget pinligt, men kan du ikke tage med i stedet for, Gitte? Du må altså ikke misforstå mig. Jeg spørger kun, fordi jeg ikke orker min mors og mine søstres spørgsmål. Bagefter kan jeg altid ringe hjem til dem og sige, at det desværre alligevel ikke holdt.

Jeg var lige nødt til at blinke imod ham et par gange, mens jeg overvejede mit svar. På det tidspunkt havde jeg ikke selv nogen kæreste, så på den måde ville der ikke blive problemer. Jeg kunne godt lide Arne, men der havde aldrig været flirt eller noget andet end venskab mellem os. Jeg havde heller ikke haft nogen andel i, at det var slut mellem ham og Birgitte.

Desuden havde jeg ikke mange andre planer for sommeren end at cykle lidt rundt til veninderne, sole mig og spise jordbær. Måske ville det slet ikke være så tosset med en uges ferie i en campingvogn i Jylland.

– Okay, jeg tager med, men kun som venner, sagde jeg til sidst.

– Tusind tak, det er jeg rigtig glad for, svarede Arne og drog et lettelsens suk.

Afsted til Arnes forældre

Da vi endelig nåede frem til bowlinghallen, var Birgitte der ikke, og nogle sagde, at hun vist heller ikke kom mere. Så langt, så godt, tænkte jeg, da jeg senere den aften lå hjemme på mit værelse og kiggede op i loftet.

Arne havde allerede færgebilletter, og få dage senere satte vi kurs mod det vestjyske i hans lille Fiat. Køreturen gik fint, og vi ankom til Arnes forældres hus ved 20-tiden om aftenen, hvor vi blev budt velkommen og fik kaffe og kage.

Både moren og faren virkede flinke og var snakkesalige, men jeg forstod kun halvdelen af, hvad de sagde. Arne talte også lidt jysk, men ikke så udpræget.

Jeg krøllede diskret tæer i skoene, for jeg følte mig ærligt talt lidt overbegloet, mens vi sad der ved kaffebordet. Jeg havde taget et stykke sandkage, og af lutter forlegenhed kom jeg til at kløjes i det, så jeg hostende måtte bede om et glas vand. Det var meget pinligt, og jeg syntes også, at Arne kiggede lidt underligt på mig.

Arnes forældre spurgte mig ud om alt muligt, og som aftenen skred frem, kunne jeg nemt sætte mig ind i hans modvilje mod at ringe dem op og fortælle tingene, som de var.

– Hvad er det nu, du hedder? spurgte Arnes far på et tidspunkt.

– Jeg hedder jo Gitte, oplyste jeg beredvilligt. Undervejs i bilen havde Arne nemlig fortalt mig, at hans forældre havde været lidt oppe i årene, da de fik ham. Han havde i samme omgang advaret mig om, at de begge kunne virke lidt forkalkede.

– Nå ja, det var Gitte, det ved jeg da også godt, brummede faren.

I det skjulte udvekslede Arne og jeg et diskret blik. Vi havde klaret frisag, og eftersom besøget skulle vare en hel uge, var det jo trods alt det nemmeste for mig at optræde under mit eget navn. Desuden kunne navnene Birgitte og Gitte jo nemt blive forvekslet.

Efterhånden blev klokken mange, og Arne og jeg var begge trætte efter den lange, varme køretur. Arnes mor opdagede, at både han og jeg begyndte at sidde og gabe.

– Det er vist ved at være sengetid, men I to skal jo sove i campingvognen, smilede hun. – Er det dog ikke fantastisk at tænke på, at der kan være plads til en dobbeltseng i sådan en lille campingvogn? Men det kan der altså, og den er så smart indrettet.

Jeg skævede til Arne, og han skævede tilbage. Selv om vi havde været kammerater i et par år, ville det nok alligevel føles lidt mærkeligt at sove sammen i en dobbeltseng.

I campingvognen var der lagt knitrende rent sengetøj på, og jeg måtte give Arnes mor ret i, at den var smart indrettet. Heldigvis faldt vi hurtigt i søvn denne første aften.

Og så faldt vi for hinanden

Næste morgen fik vi serveret et hyggeligt morgenmåltid, og vores feriedage gik med besøg hos andre af Arnes familiemedlemmer. Alle ville gerne hilse på mig, og jeg syntes egentlig, at det gik meget fint med at falde ind i rollen som Arnes kæreste.

Vejret var ganske godt, så vi fik også tid til at tage til stranden, hvor vi enten lå og solede os eller travede i vandkanten. Vi skiftedes til at fotografere hinanden med mit gamle kamera.

På udflugterne var vi kun ham og mig, og så kunne vi tale frit sammen. Samtalen flød nemt og muntert mellem os.

Som dagene gik, begyndte en tiltrækning at spire frem mellem os, måske hjulpet lidt på vej af sommervarme og det smukke, lidt vilde landskab ved Vesterhavet.

I hvert fald endte Arne og jeg med at falde for hinanden for alvor, og da vi returnerede til Sjælland, varede det ikke længe, før vi blev, hvad vi havde påstået over for hans forældre, at vi var – kærester.

En dybere mening med det hele

Det er 50 år siden, det skete, og Arne og jeg kan stadig grine over episoden. Ved vores næste besøg hos hans familie fik de den sande historie om, hvordan jeg i første omgang egentlig kun var med på et afbud, og de kunne heldigvis more sig over det sammen med os.

Nu er vi godt i gang med at planlægge vores guldbryllup, og vi er sikre på, at der kommer nogle sjove hentydninger til den lidt pudsige optakt til vores lange ægteskab, men det glæder vi os kun til.

Vi har to voksne børn, en søn og en datter, og vi er også så heldige at have to skønne børnebørn. Vores børn ved naturligvis også, hvordan det gik til, at det blev os. De har også set vores fotos fra dengang af vores udflugter, strandturene, den øvrige familie og campingvognen.

Da min datter var lille, var vi på besøg i min svigermors have. Min datter trak mig i ærmet og spurgte, hvor campingvognen stod. Jeg havde nemlig fortalt hende historien. Så viste jeg hende stedet, og hun holdt sig grinende for munden.

Igennem vores lange ægteskab har Arne og jeg mange gange talt om, at der måske var en dybere mening med det afbud fra Birgitte. Vi har i hvert fald været meget lykkelige sammen og er det stadig. Dog har vi ikke sovet i campingvogn siden den sommer.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.