En læser fortæller: Jeg blev træt af rygerne

Det er surt at være upopulær blandt kolleger, men jeg måtte være ærlig.

Et stort irritationsmoment

Jeg har i snart 20 år været på den samme arbejdsplads. Det er en dagligvarebutik i en mindre provinsby, og ud over de gængse varer inden for fødemidler og kolonial har vi også et apoteksudsalg, tips og lotto samt udlevering af pakker. 

Vi er i alt otte medarbejdere på fuld tid plus chefen, og de første mange år var jeg glad for både jobbet og kollegerne. Det begyndte gradvist at ændre sig i forbindelse med indførsel af de nye rygeregler. Omtrent samtidig var der en kollega, der gik på efterløn, mens en anden sagde op i forbindelse med barsel. De to havde været ikkerygere, men de to nyansatte var rygere. 

Dermed var vi kun fire ikkerygere, og det var chefen, to kvinder tæt på pensionsalderen og mig. Hen over en periode udviklede det sig til et stort irritationsmoment for mig, at rygernes arbejdskraft adskillige gange om dagen ikke var til at regne med. 

– Har du noget imod, jeg lige går ud og ryger? lød det, og så var de væk de næste fem-syv minutter. 

– Så må jeg løbe det stærkere imens, begyndte jeg at svare. På den måde fik rygerne en ekstra pause, mens vi andre fik mere travlt. Nogle gange sagde jeg til dem, at så måtte de i det mindste lade døren stå åben under rygepausen, så de kunne høre telefonen. På den konto indkasserede jeg mange småsure blikke og kommentarer. 

Til tider kom rygerne ind i en god snak ude i baggården. Så kunne deres grin og latter høres ind i butikken, og den korte rygepause kunne vare op til 10 minutter eller mere.

Jeg var nødt til at få luft

Det blev endnu værre, da én af ikkerygerne blev langtidssygemeldt, og jeg blev efterhånden indebrændt og ærgerlig. Min ikkeryger-kollega var enig med mig, men da jeg bragte emnet op på et personalemøde for et halvt år siden, turde hun ikke støtte mig. 

Jeg sagde min mening, nemlig at ikkerygerne arbejdede mere end rygerne, og chefen virkede overrasket, men bakkede mig op. Han besluttede, at enten måtte rygerne nøjes med at ryge i de officielle pauser, eller også måtte de selv betale for den tid, de brugte ude i gården.

Det er ingen overdrivelse at sige, at jeg blev upopulær. Jeg er ret sikker på, at mindst tre af rygerne bagtaler mig og kalder mig en sur kælling. Men jeg har ikke fortrudt, for jeg var nødt til at få luft. 

Det er i længden belastende at være upopulær blandt kolleger, men jeg har besluttet at give det et halvt år til. Er forholdet mellem mig og rygerne stadig kølig på det tidspunkt, vil jeg søge nyt job – og det skal være et sted, hvor rygepolitikken er klar og rimelig. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.