En læser fortæller: Jeg fik aldrig søskende

Som enebarn kan man godt savne en bror eller søster.

Enebarn holder mor og far i hånden

En dramatisk fødsel

Mine forældre mødtes til et krobal i 1965, og efter to års forlovelse giftede de sig, så de kunne få en lejlighed og stifte familie. Først fire år senere blev mor gravid. Fødslen blev dramatisk, og min mor ville først ikke kendes ved mig. Efter nogle dage kom amningen dog i gang, hvorefter vi fik lov at komme hjem. 

Jeg voksede op i et roligt parcelhuskvarter og begyndte i børnehave, da jeg var 3 år. Jeg var utrolig genert og tilbageholdende, og i de første år var det svært for mig at finde veninder. 

En læser fortæller: Nu driller jeg ikke Martin mere

Efter skolestart begyndte jeg at lægge mærke til, at de fleste af mine nye kammerater havde en eller flere søskende, og det misundte jeg dem. Jeg syntes, det måtte være pragtfuldt ikke at være det eneste barn derhjemme, og jeg gav mig til at plage mine forældre om at få en lillebror. 

De slog det hen med, at de ikke havde tid til at få flere børn. Nu havde de jo fået deres lille prinsesse, og det var alt, hvad de havde ønsket. Jeg forstod det ikke. 

Da jeg var 10 år, fik min mor fjernet livmoderen på grund af sygdom, og dermed var det definitivt afgjort, at jeg måtte forblive enebarn. 

Svært at være alene 

Da jeg blev voksen og selv fik mand og børn, tumlede jeg stadig med mange tanker om de søskende, jeg aldrig havde fået. Jeg savnede nogen at vende forskellige spørgsmål med, blandt andet emner, der vedrørte min mor og far. 

Det blev ikke lettere, da min far døde forrige år. Jeg syntes, det var svært at være alene om at støtte min mor i beslutninger om hendes fremtid. I den situation ville det have været rart at have en bror eller søster. 

En læser fortæller: Jeg gav min datter væk

Blandt andet ønskede mor at sælge deres sommerhus, fordi hun ikke længere syntes, hun havde kræfter til at passe det. Hun tilbød derfor mig at overtage det på rimelige vilkår, men jeg måtte på grund af sygdom takke pænt nej, og det kunne jeg se, at hun blev meget ked af. 

I den situation ville det have været dejligt, hvis der havde været én til, som mor kunne spørge. 

I dagligdagen er jeg også tit urolig for, at der skal ske mor noget. Her ville det også have været en lettelse at have en eller to andre at trække på, men sådan faldt det desværre ikke ud.